Det er bare det, ser du, at min kone døde. Sådan, undskyldende, siger den aldrende kunsthistoriker Max Mordon til en fremmed kvinde, hvis dør han banker på i forsøget på at genopvække sin barndom. Ikke at han har bestemt sig for det. Han er drevet af sorg, ikke så meget over tabet af sin kone som over tabet af livet som sådan. Ligesom Gustav Aschenbach i Thomas Manns 'Døden i Venedig' er Max Mordons forfald indskrevet i en uopnåelig kortslutning af den kontrastrige modstilling af den aldrende, kropsligt svækkede, men ordrigt erkendende mand og ungdommens legende, stumme livskraft udfoldet i strandlivet. Mørk barndom I ireren John Banvilles roman, der forleden vandt Booker-prisen, den mest prestigefulde pris for engelsksproget litteratur, er det nostalgiske begær efter ynglingen ikke rettet udad mod en anden, men indad som en neddykning i erindringens hav efter de begivenheder, der formede hans liv og senere hans ægteskab. Max Mordon er vendt tilbage til den ferieby ved havet, hvor hans ellers mørke barndom henslæbte sig i en dysfunktionel underklassefamilie, indtil han en sommer blev mødt af en guddommelig nåde i form af familien Grace. Forudsigelig på godt og ondt Bogen indleder med, at tidevandet rejser sig, »havet svulmer«. Ligesom mågerne skriger og styrtdykker efter føde, klager Max og dykker ned i det hav af erindringer, som titlen spiller på, og som han (med stigende læselyst til følge) lader omslutte sin gammelmandskrop med. Man fornemmer, at noget er på spil, en skæbnesvanger sidste svømmetur, der ender i et sidste saltvandfyldt åndedrag. Men uden at afsløre handlingen kan jeg godt sige, at bogen er ikke så dramatisk forudsigelig. På godt og ondt. Barndommen er ikke et entydigt lykkeligt sted, og middelklassefamilien Graces guddommelighed er et spørgsmål om den attraktion, de repræsenterer for denne dreng, socialt og erotisk. De tåler ham og leger med ham, udnytter hans tilbedelse, men for datteren Chloe, som han elsker, er denne magt ubærlig. Hun ydmyger ham, og han lader som intet, han dækker over hendes mangler for at narre både hende og sig selv. Arkaisk elegance 'The Sea' er ikke nogen actionthriller. Mellem replikkerne i en samtale kan der nemt gå halvanden side med fortællerens vandrende associationer. John Banville maler erindringsbillederne, så sanseligt udkrystalliseret i lyde, farver og dufte i en prosa så præcis i sine billeder og myriadisk varieret i sit ordforråd, at læsningen for undertegnede har været et berigende lynkursus i avanceret engelsk. Prosaen er af og til lyrisk med omvendt ordstilling, og selv om stilen uden tvivl er valgt for en lidt arkaisk elegances skyld, udnytter han det også til en særlig dialektisk form, hvor udfaldet af en sætning udhales - lidt ligesom når man på tysk sidder og venter på verbet. Misantropiske motiver Strukturelt er der tre linjer i bogen, nutiden, hvor han erindrer, den umiddelbare fortid med konen og hendes sygdom og den fjerne fortid med Grace-familien. Den sidste er klart den mest interessante, men forbindelsen med de to senere fremgår ikke tydeligt af romanen, medmindre man lægger en vulgær-freudiansk tolkning ned over den. Det vil jeg dog fraråde. Relationerne i bogen er mildest talt komplicerede og præget af egoistiske motiver på grænsen til det misantropiske. Den erindrende fortæller, Max Mordon, er ikke noget beundringsværdigt menneske og da slet ikke i sit smålige forhold til sin datter. Andre mennesker forbliver papfigurer i hans erindringsteater, og om det udelukkende er narcissisten Max Mordons skyld eller en reel begrænsning i John Banvilles ellers særdeles ferme håndværk kan være svært at afgøre, men hvad man bestemmer sig for afgør, om man vil elske bogen eller finde den kunstlet.