Kommunikationen er bristefærdig. Tilliden er en mangelvare. Og den ubetingede kærlighed er helt udsolgt. Sådan fremstår det moderne parforhold set med Sidsel Falsig Pedersens både sorttonede og skarptseende briller. Ligegyldige løgne I 27 elegante, ultrakorte noveller får vi glimtvise indblik i forskellige typer relationer, oftest parforhold. Et lille filmisk udpluk fra en hverdagssituation afslører hver gang, at personerne hverken forstår deres egne eller andres følelser. At kærligheden indhylles i mistro, jalousi og løgne. F.eks. møder vi en fyr, der med et selvlysende smil påstår over for sin kæreste, at han da selvfølgelig ikke har bleget sine tænder. Hvorved han sætter forholdet over styr med en ligegyldig løgn. Filmisk gang Samlingens dobbelttydige titel, 'Forholdsregler', er derfor suverænt velvalgt. På den ene side ønsker forfatteren at nedskrive de uskrevne regler, der hersker i mødet med et andet menneske. På den anden side handler historierne netop om at tage så mange forholdsregler - at være så bange for at blotte sig - at man aldrig når ind under huden på hinanden. At samværet overtrumfes af fravær. Fraværet sætter sig på paradoksal og virtuos vis spor i den minimalistiske skrift. Novellernes filmiske og stilsikre gang udspringer af, at alle sproglige overflødigheder er barberet væk, ligesom alle forklaringer er udeladt og må hentes mellem linjerne. Falsig Pedersen skærer ind til benet uden at spilde en eneste bloddråbe. Men samtidig uden at stilen bliver kedelig. Sproglige klicheer vendes på hovedet og gives en ny mening. Og det dunkle livssyn holdes fint i ave med en afvæbnende humoristisk tone. Antydningens kunst 'Forholdsregler' er forfatterens tredje udgivelse og lægger sig tematisk i direkte forlængelse af de forrige værker, selv om den absurde og fantastiske linje fra tidligere er kraftigt nedtonet. Hverdagsprosaen klæder Falsig Pedersens pen, og hermed ser det ud til, at mesterlige Helle Helle endelig har fundet sin overkvinde udi sproglig skarphed, antydningens kunst og afdækningen af den grumsede kommunikation mennesker imellem.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























