Claire er skøn. Så skøn, at ingen kan modstå hende. Både med og mod sin vilje bliver hun begæret, befamlet, besvangret. Hendes erotik er uomgængelig, rammer omgivelserne som en naturkatastrofe. Man bliver ikke nødvendigvis lykkelig af at være så skøn. Rammende og lammende Astrid Saalbachs nye roman handler om skønhedens problem. Og problemet er jo ikke postuleret, mange vil kende en Claire fra omgangskredsen eller (fag)litteraturen. Det er romanens styrke og svaghed, at den så udpræget og gennemført vil sætte et problem under debat. Læseren rammes, for problemet er spændende. Men jeg lammes også, for der er noget reducerende i så eksplicit problematiserende en roman. Sexchikane Hovedscenen er Musikkonservatoriet i København. Claire, skønne Claire, studerer violin og bliver en dag seksuelt overfaldet af sin lærer, den internationalt berømte violinist Tobias Lund - påstår hun. Det bliver til en formel klagesag, som konservatoriets rektor, Jacob, må tage sig af. Han er nybagt far, lykkeligt gift, et helt igennem sympatisk menneske, som har noget nær det modsatte af Claires problem at slås med: En ganespalte deformerer hans ansigt, og alle på konservatoriet kalder ham 'Haren'. Også verdensviolinisten Tobias Lund er lykkeligt gift og kan ikke forestille sig et liv uden sin Randi, som han har en næsten voksen søn med. Men da sagen om Claire begynder at rulle, bliver han tvunget til at forestille sig sådan et liv, for sagen bliver katastrofal både for ham selv og for andre. Rektor kører den fuldstændig efter reglerne, med forhør og vidner og referater og fortrolighed, men sladderen gør jo sit, og sladderpressen hjælper til, og så har Randi en veninde, som kan fortælle artige historier om Tobias og advare mod ham. Det går galt, det går rigtig galt. Forfører pr. instinkt Har han så forgrebet sig på hende? Næppe, men Astrid Saalbach er en dreven forfatter, som kan holde på en hemmelighed. Hun bringer os rundt fra den ene korte sekvens til den anden, hvor synsvinklen lægges hos det udviklende dramas skiftende figurer. Claires liv som enlig mor til børnehavebarnet Jeppe fortælles i sigende glimt, og hendes baggrund som skilsmissebarn af en fjern musikprofessor og en alkoholiseret dejlighed af en mor fortælles i andre glimt. Der er sket ting i Claires barndom, som langt senere rammer stribevis af mennesker i deres voksne liv. Claire er ingen uskyldighed, hun forfører nærmest pr. instinkt og har meget at forføre med. Men i mange forhold er hun uskyldig, mens hun i atter andre er en ren hærværkskvinde. Her er det store offer Jacob, et erotisk og ingenlunde uskyldsrent menneske, en stor kunstner, der knuses både professionelt og privat. Men Claire går videre med sine anklager, konservatoriets sexsag griber om sig og rammer også rektor selv. Først har Claire dog været ude med anklager mod ... den lesbiske kvinde, der blev hendes violinlærer efter Tobias. Den er næsten for tyk. Tekstning for tungnemme Astrid Saalbach tester i sine skiftende scener, hvordan lige så skiftende typer kærlighedsforhold klarer konfrontationen med Claires anklager. Det er meget skematisk, eller i hvert fald meget scenisk, ligesom også andre strukturer er lovlig tydelige, f.eks. de styrende kvindelige skurke bag de udøvende: Det er en mandehadsk veninde, der driver Claire, og det er en mandeforskrækket veninde, der driver Randi. Hvad der er på spil, psykologisk eller psykiatrisk, omkring 'skønhedens problem', lader Saalbach heller ikke skygge af tvivl råde om: Hun arrangerer en barndomsscene, hvor Claire overhører en decideret forklaring. Så man kunne godt have ønsket sig lidt mere overladt til fantasien, sådan som det ville give sig selv, hvis det var teaterscener, der her var sat op, og ikke romanscener - for den mesterlige dramatiker kan som romanforfatter ikke stå for fristelsen til at forklare og tekste for tungnemme. Man nyder hver enkelt passage, sansningerne, den menneskelige indsigt, de præcise replikker. Men jeg ville gerne have haft nydelsen lidt i fred for forfatteren.