Kvinde møder mand. Hun hedder Clare og er kunstner, han hedder Henry og er bibliotekar. Det foregår i vore dages USA og ville have været ganske almindeligt, hvis ikke Henry havde haft en aldrig før beskrevet genetisk lidelse. Han er kronoleptiker. Hans krop reagerer på stress ved at springe i tid og rum - pludselig ligger hans tøj tilbage i en bunke, og han selv dukker splitternøgen og fortumlet op et andet sted, flere år eller måneder senere eller tidligere end sin egen egentlige tid. Før eller siden vender han tilbage. Romantik Audrey Niffenegger (f. 1963) debuterede med 'Den tidsrejsendes kvinde' for to år siden, og bogen blev hurtigt solgt til udgivelse i 27 lande. En sjælden succes - som er let at forklare. Bogen er intelligent tænkt og godt skrevet, og tidsrejseideen har fået et nyt twist, der dog ikke overskygger den romantiske kærlighed mellem en smuk og spændende mand og en smuk og talentfuld kvinde. Få skønhedspletter Clare møder Henry, allerede mens hun er barn. Henry møder derimod først Clare, da han er 28, for det har altid været hans ældre jeg'er, der er sprunget tilbage i tiden og har mødt hende. Henry møder også somme tider sig selv - og hvem af ham er det egentlig, der står ved alteret med Clare, da de bliver gift? Niffenegger varierer sit tankeeksperiment på mange underholdende måder, og logikken i hendes leg med den fjerde dimension er som regel overbevisende. Midtvejs trues fremdriften af lidt for mange gentagelser, men så kommer der nye og mere alvorlige temaer i spil, og ved slutningen har bogen virkelig fat i nogle af de dybere hjertestrenge. På et andet plan end fiktionens spil er romanen en fabel om at elske på trods af den eksistentielle usikkerhed. Clare elsker Henry usvigeligt og trofast, selv om hun bogstavelig talt ikke ved, hvor hun har ham, og han længes oprigtigt efter hende, når han er ude på tidens vilde hav. Egentlig er det en ældgammel grundhistorie: den trofaste Penelope og hendes omstrejfende Odysseus (og bogen ender da også helt udtrykkeligt med et citat fra Homer). Forlaget gør et stort nummer ud af, at oversætteren er »den prisbelønnede danske forfatter Jens Christian Grøndahl«. Gode forfattere er nu ikke nødvendigvis gode oversættere, men Grøndahl har gjort det glimrende; sproget er opfindsomt (som når Henry har været ikke bare andetsteds, men »andentids«), og skønhedspletterne er få.