Landet over har store ølreklamer i et stykke tid hævdet, at dagen i dag er J-dag. Det er da o.k., at julebryggens ankomst bliver markedsført, men J-dag er det, selv om anmelderen har fødselsdag, splitte vore bramsejl, ikke. 4. november er T-dag! T for Tintin! T for tintinologisk tvekamp. T for tryllebindende translationstvistigheder. T for tydning og test. T for tvivlsom - eller tro tegneserie-tekst-respekt. Vigtige spørgsmål I dag udkommer 'Tintin i Congo' som første bind i forlaget Carlsens genudgivelse af den berømte saga. I dag vil enhver, der har lyst til at spendere 129,50 kr., selv kunne begynde at besvare det spørgsmål, som civilsamfundets berettigede forsvarskamp for fiktive væsner bragte på dagsordenen i september: Går det an at nyoversætte Tintin? Bør Haddocks eder og forbandelser ændres? Kan den nye oversætter Søndergaard gøre det bedre end gamle Sonnergaard? Niels Søndergaard har fået til opgave at holde sig tættere til Hergés originale forlæg. Hvordan står hans resultat mål med den lune fordanskning, som Jørgen Sonnergaard præsterede og en hel folkebevægelse for nyligt forsvarede? Tak, mor! Som læseren vil bemærke, er det væsentlige spørgsmål, som hendes avis i dag forsøger at besvare. I går kunne man læse, at Jorden formentlig går under inden for de næste 100.000 år, fordi en kæmpestjerne i Mælkevejen svulmer op og eksploderer og slår alt liv på jorden - på nær visse algearter eller var det tanglopper? - ihjel. Det lyder umiddelbart dystert, men som enhver, der har læst 'Tintin og den mystiske stjerne' ved, skal man ikke altid stole på det, som videnskaben siger om truende himmellegemer. Og skulle Jorden gå under, har vi dog i mellemtiden Tintin at hygge os med. Selv om han for længst er blevet superstjerne, er der ikke nogen fare for hans snarlige undergang. Stjerner sætter vores forhold til tid i relief, det gælder også Tintin. Da anmelderen i 1965 lå syg af influenza i sin lille seng i højhuset, kom hans moder hjem fra den lille boghandler på Sallingvej med 'Tintin og De Syv Krystalkugler'. Tak mor, du havde nær slået mig ihjel, for både når man har feber og når man er rask findes der ikke noget mere uhyggeligt i hele verden end inkamumien Rascar Capac, når han med ild i øjnene smadrer krystalkugler og klatrer ind i soveværelser midt om natten! Albummet var indbundet, havde en stærk rød lærredsryg, kostede 11,25 kr. og holder endnu. Da Tintin i Congo, der skuffede fælt, udkom en hel del år senere, var det i en billigere, paperbackagtig version. Umoderne tone Det råder Carlsen Comics bod på nu. Det er en superlækker udgave af Tintins Oplevelser, som bliver genudgivet fra i dag. En stærk gul ryg, tykt papir, klare farver, et udstyr, der alt i alt er gennemsyret af delikat stoflighed og kvalitet, skønt. Til gengæld, og her nærmer vi os en besvarelse af dagens væsentligste spørgsmål, er resultatet af Søndergaards anstrengelser ikke bedre end Sonnergaards. Tværtimod. Det har heddet sig, at sidstnævnte har haft et til tider alt for frit forhold til Hergés originale tekst, men det fremgår ikke af 'Tintin i Congo'. De to oversættelser er helt enige om fakta og pointer i hver eneste tekstrude. Men svagheden ved den nye oversættelse, Niels Søndergaards, er, at tonen hele vejen igennem bliver fortidig og arkaisk på grund af kravet om tekstnærhed. Sonnergaard er langt mere mundret og moderne. I den nye oversættelse bliver Terry forskrækket, da han om bord på skibet til Afrika, hører en stemme råbe »Fly, hvad flygte kan«. Det viser sig bare at være en papegøje, som Jørgen Sonnergaard kort og godt lod skrige »Alle mand i bådene!«, der er helt anderledes nutidigt og umiddelbart forståeligt. Den slemme papegøje bider Terry, så han må til lægen. I den ny oversættelse, siger Tintin: »Stakkels Terry! Du er ilde tilredt! Vi må hellere konsultere skibslægen«. Igen langt mere nutidigt lader Sonnergaard Tintin sige: »Stakkels Terry, du ser rigtig sløj ud. Vi må straks til skibslægen«. Kolonialistiske fordomme Da Jørgen Sonnergaard i sin tid oversatte 'Tintin i Congo' havde han allerede oversat nogle af seriens bedste og yngre album til sit ligefremme og muntre dansk. Det smittede af på hans version af 'Tintin i Congo'. Da Tintin et sted på savannen kommer til at skyde hele 15 antiloper, lader Sonnergaard ham sige: »Den kommer til at stå på røget dyrekølle i landsbyen året ud«, mens Niels Søndergaard i den nye Hergé-tro version blot lader Tintin konstatere: »Vi kommer da i hvert fald ikke til at mangle frisk kød«. I den ny oversættelse er de indfødte i Congo - som hos Hergé - primitive vilde. Da Tintin skal til at hoppe i vandet fra en båd, siger den sorte matros: »Dig ikke hoppe ud Massa, der er mange hajer her«, mens Sonnergaard foretager en lavmælt civilisatorisk opgradering og lader ham sige »Uha, spring ikke derned, havet er fuldt af hajer!«. Sonnergaard bruger også udtrykket 'massa', men har tydeligvis forsøgt at neddæmpe Hergés kolonialistiske fordomsfuldhed. Tintin taler om negrene og de sorte i Søndergaards oversættelse, Sonnergaard kalder congoleserne 'indfødte'. At ligne og at være Det har tydeligvis også været for stærk kost for Sonnergaard at skulle istemme Hergés afskedssalut på allersidste side i albummet. Her sørger de sorte i landsbyen, over at Tintin er rejst. »Tænk engang ... ovre i Europa ligner alle folk Tintin«, siger en af de indfødte. I den ny oversættelse siger han i stedet: »Tænk, at alle hvide i Europa er som Tintin«. Forskellen på de to versioner er enorm. Der er forskel på at ligne og at være. Man kan ligne Tintin alene ved at have hvid hudfarve. Men man kan kun være som Tintin, hvis man er modig, rådsnar og retfærdig, og det har alle europæere, og da slet ikke belgierne, som bekendt ikke været i Afrika for at nu sige det helt utrolig mildt. Ubesvaret spørgsmål Den ny oversættelse, der altså følger Hergé, fastholder billedet af Tintin som en frelserskikkelse helt ud i sproget. Det andet placerer ham - ved hjælp af et enkelt ord, - blandt mennesker: Tintin er en guttermand, javel, men ikke et billede på alle hvide. Så hvad er bedst? Skal Tintin (og Hergé) hjælpes af et dryp politisk korrekthed her og der for dog at fjerne den værste racisme, eller skal han møde nye (og gamle) læsere som den, han oprindeligt var? Undertegnede mener godt, at Tintin kan klare sig uden politisk støttepædagog, men det er synd, hvis han simpelthen taler forbi nutidens læsere. I forhold til sit opdrag er der ingen tvivl om, at Niels Søndergaard i dette album har været loyal mod sit forlæg. Men kunsten er jo både at kunne være tro over for forlægget - og føre det ind i den tid, hvori det læses, i dette tilfælde mere end halvfjerds år efter det udkom første gang. På baggrund af 'Tintin i Congo' må man frygte, at genoversættelsen af de ældste Tintin-album vil lide under en alt for altmodisch sprogbrug. Ikke fordi Søndergaard ikke kan, men fordi han ikke må fravige forlagets krav om, at han skal ramme Hergés sprogtone - også i de album, hvor Hergé faktisk trænger til at få en hjælpende hånd af sine oversættere. I 'Tintin i Congo', der efter undertegnedes mening er seriens dårligste, optræder hverken Kaptajn Haddock, Tournesol, Dupond og Dupont, Max Bjævermose eller nogen som helst af de øvrige genkommende figurer i eventyret om den unge reporter med den kække hårlok. Det betyder, at spørgsmålet om, hvordan kaptajn Haddock ender med at bande og svovle forbliver ubesvaret nogle måneder endnu. Ridder Haddocks efterkommer optræder første gang i albummet, der fremover kommer til at hedde 'Krabben med de gyldne klosakse', og det genudkommer efter planen først til juni næste år. Det kan blive en varm sommer. Barndommens kærlighed Hvornår de forskellige personer optræder i Tintin, ja, hvad der i det hele taget er værd at vide om den kække eventyrer med det fraværende kønsliv, kan man forvisse sig om i engelske Michael Farrs 'Tintin - en rejse gennem Hergés univers', der også udkommer i dag. Farr boede i Paris som dreng, hvor han lærte Tintin at kende på originalsproget. I dag er han udenrigskorrespondent for Daily Telegraph, og hans bog er gennemsyret af angelsaksisk kærlighed til faktuel viden. Men ikke kun. Den journalistiske ambition om at tilvejebringe al tilgængelig viden om tegneseriens univers går heldigvis hånd i hånd med barndommens kærlighed. Og så har Farr fået lov at dykke ned i Hergés egne arkiver. Herligt med alle disse fotografier, avisartikler og skitser, som afslører hvorfra den belgiske mester hentede sin inspiration. Skønt med registret, hvori man kan slå alle de personer, begivenheder og genstande fra virkelighedens verden op, som Hergé trak på i sit værk. Nu er der to bøger på dansk alle Tintin-nørder bør have i biblioteket: Farrs, der er den bedste, og Benoit Peters 'Hergé. Bogen om Tintin og hans skaber' fra 1983. Kur mod sygdom Fiktive væsner spiller en stor og stigende rolle for menneskeheden. Også hvad angår valgslægtskaber. Fra Sherlock Holmes, Nicolas Urfe og Darth Vader til Shrek, Harry Potter - og Tintin. Farr bedriver slægtsforskning i fiktionens verden og det skal han have tak for, hvem vil ikke gerne have tjek på sin familie? Den engelske gentleman slår i øvrigt fast, at den mest virksomme kur mod sygdom er Tintins Oplevelser i kombination med den foreskrevne medicin. Det er vi helt enige i medmindre altså, at man er fem år, har feber og pludselig står ansigt til ansigt med en rasende Rascar Capac! På den anden side. Det er godt at blive tegneseriehærdet i en ung alder. Uden er man på ingen måde i stand til at begå sig i den moderne verden. Så tak alligevel - mor.