Kuk-kuk kokoro

Lyt til artiklen

Digterinden Susanne Jorn er barslet med 'Kokoro' (der på japansk angiveligt betyder både 'hjerte' og 'sind'), en sprød lille samling i tre partier med indlagte kalligrafier ved Hideko Shinfuku - det sidste er langtfra en tilfældighed. Jorn, der har boet i såvel USA som Japan i mange år, som er uddannet sinolog og erfaren oversætter, spiller ganske lystigt, her, på grænseflader og overlapninger mellem sit danske og så det japanske, såvel rent sprogligt som i henseende til de respektive og meget forskellige litterære traditioner, hun bærer med sig og i sig. Udødelige skriftstrømme Digtene spænder hen over bittesmå haikuagtige hug som f.eks. 'Jordens drøbel': »Sandhedens smuktbuede mundhule/ sidder midt i et hærget ansigt/ på en eroderet klippevæg:/ / Grotten«, eller ultrakorte sentenser som: »Solen sanser ikke/ månens afsind« - spring til næste side: »Rapsmarker./ Skiver af sol«. Over til lidt længere, stærkt erotiske, men også piget-sanselige digte, typisk baseret på en sammenfletning eller overlejring af det kropslige og det naturlige, og så stiliseret kosmiske naturdigte a la »Titusinde spejle sejler/ i de hvideste hvide skrålys/ som blanke sider./ / Trillioner af de sorteste tushsorte skyer/ flyder rytmisk ud over perlemorshimlen/ som udødelige skriftstrømme«. Gennemborende blikke Visse digte har en forsoren, voksen humor og en elegant struktur, som 'Bremerholmen': »Grønt lys/ og jeg vinker./ / Han gnægger/ og sender mig/ et stikkende blik/ ved gult./ / To gennemborende/ ekskæresteblikke/ rammer i signalrødt«. Andre digte er musiske og syngende, det gælder for 'Lille sang', der udsynger: »Det bliver aldrig/ det samme tidspunkt./ Aja-eja. Ija-eja. Åja-eja./ / Aldrig i livet/ det samme lyspunkt./ Aja-eja. Ija-eja. Åja-eja«, hvor der for mig var noget næsten eskimoisk ved refrænet, men det er muligvis snarere japansk eller indiansk? Under alle omstændigheder: Susanne Jorn er unægtelig en fremmed gevækst i den danske muld, som bedst selvbevidst, yndefuld, delikat, fuld af mod og vilje til at brede sit hjerte og sit sind ud i små, lette ordstrejf.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her