Historien er så simpel, som tænkes kan, ikke langt fra en tegneserie: Pludselig en dag kommer en mørk og dyster fyr fra Dødsriget Hades susende op på en solbeskinnet mark og snupper Demeters skønne datter Persefone, og inden nogen når at opdage det og gøre anskrig, er hun installeret i et tvangsægteskab i det buldermørke dødsrige forneden. Demeter bliver fuldkommen rasende over, at hendes datter sådan uden videre nappes fra hende, og straffer Gud og mennesker ved at lade alle marker og enge blive ufrugtbare og golde. De arme mennesker sulter og dør, og gaver og ofringer til guderne tørrer tilsvarende ind af mangel på råvarer. Noget må gøres! I dødsriget Zeus griber resolut ind og lover Demeter, at han nok skal skaffe hende Persefone tilbage, hvis blot hun atter gør jorden frugtbar - Demeter giver nølende efter, og Persefone slippes fri - men ak! Svigerfaderen Hades har snu listet et lille kernefrø ind i Persefones' mund, og dette frø gør, at hun mindst en tredjedel af året må opholde sig i dødsriget. Dog, kompromiset accepteres af alle parter. Demeters ny svigersøn er ved nærmere eftertanke en af de mere attraktive og magtfulde af slagsen, og to tredjedele af året kan mor og datter farte omkring oppe på den lyse Olymp, så det er da heller ikke så tosset endda. Hungersnøden er ovre, og, vupti, hyldesten til Demeter kan skrives! Begærets dunkle veje Sådan foregår det i store og små træk i dette bind af de 'hyldester' fra Homers hånd, som myreflittige Otto Steen Due nu har lagt sin sidste og vanligt virtuose hånd på (og slående, hvor utroligt forskellig stilen er fra Ovid til Homer). Som førhen er teksten flankeret af nogle pragtfuldt voldsomme træsnit af Peter Brandes - det er blevet en meget smuk bog og en meget morsom lille sag, der jo åbenlyst handler om at give slip på sine børn, om ægteskabet som alliance og om begærets og vredens dunkle veje - den perfekte julegave fra mor til datter, eller omvendt.