I forordet til den danske udgave af 'Detektivhistorie' fortæller den ungarske nobelpristager Imre Kertész, hvordan det i sin tid (1977) lykkedes ham at få udgivet sin lille roman i det socialistiske Ungarn. Bogen er en grum skildring af, hvordan det hemmelige politi i en autoritær stat kan gennemtrumfe sin egen systemlogik og overlade det til statsmagtens legitimitetsbehov at levere forklaringen - naturligvis en fortælling med klar adresse til det ungarske styre på den tid. Men Kertész valgte at kamuflere det ved at henlægge historien til en imaginær sydamerikansk stat og give alle personerne spanskklingende navne, og hokuspokus: Pludselig var det en historie om et højreorienteret diktatur og ikke om forfatterens egne omgivelser, og bogen kunne udkomme. Samfundskritik Tricket er dog ikke bare en smart manøvre i en prekær samtid, det har også en slags kunstnerisk gyldighed i sig selv, hvilket man kan se nu, da bogen foreligger på dansk, 28 år senere. Ligesom Brecht i sit skuespil 'Arturo Ui' satte lighedstegn mellem nazisterne i Tyskland og gangsterne i Chicago, får Kertész sat et lighedstegn mellem partivældet i sit eget land og de militærregimer i Latinamerika, som østblokkens officielle medier dengang (med rette!) kritiserede. Sammenligningen er bare flyttet fra den politisk-pragmatiske til den politisk-moralske sfære, og den slags har magthavere undertiden svært ved at gennemskue. Perverteret logik Titlen kunne forlede en til at tro, at der er tale om en slags kriminalroman. Men nej, det er simpelthen historien om en detektiv, dvs. en medarbejder ved det politiske politi. Han hedder i bogen Antonio Rojas Martens (og gad vide, hvilket ungarsk navn han har haft i den oprindelige version?), han sidder i fængsel som endnu et offer for korpsets brutalitet og perverterede logik og insisterer for sagsopklaringens og sin egen sjælefreds skyld på at forklare, hvordan det gik til, at rigmanden (samfundsstøtten) Salinas og hans privilegerede søn pludselig endte foran henrettelsespelotonens geværmundinger. Politisk fabel Martens er gjort til syndebuk i sagen, men den egentlige skurk er hans overordnede, Diaz, der behændigt har gjort sig usynlig og nok aldrig vil blive pågrebet. Diaz' filosofi er bedst udtrykt i hans ønske om at alle politifolk i hele verden, uanset politisk ståsted, burde holde sammen. Sagen er pinlig for regimet, men en blotlægning af de egentlige årsager ville være endnu mere pinlig. Den indre sammenhæng er så fortvivlende uheroisk, at det ville være synd at røbe den her. Læs selv! Historien er koncist fortalt, mere af en politisk fabel end en eksistentiel parabel, men man mærker en stor forfatters løveklo i den.