Jonathan Stroud er den perfekte Mr. Fantasy. Ligesom Elvis er han knægten, der kom ind fra landdistriktet og scorede kassen. Jonathan Stroud vrikker med fantasyhofterne hele vejen igennem den gevaldige trilogi om djinnien Bartimæus, der nu finder sin endelige afslutning i 'Ptolemæus Porten'. Krig i Amerika Der er et dystert landskab rundt om Nathan. Drengen er blevet fuldbefaren troldmand siden sidst og er nu optaget i rådet, som regerer over fremtidens England. London hærges af uprovokerede angreb af f.eks. tjekkiske dæmoner eller almindelig utilfredshed hos lægfolket, (som det kaldes). Der er også uro på kontinentet. Værre endnu er krigen i Amerika, der udvikler sig katastrofalt. Og det regner. En ny orden Nathan er herre over hjælpeånden Bartimæus. De to har et hjerteligt had-kærlighed-forhold til hinanden. Bag de mange kampe og nedrigheder, som flyder fra Jonathan Strouds magiske pen, er det dog forholdet imellem den årtusindgamle sjæl og et arrogant brushoved, som er den egentlige hensigt med 'Ptolemæus Porten'. Og deraf følger, at en del af handlingen foregår i det ældre Ægypten, dengang djinnien gjorde tjeneste ved hoffet. Nelsons søjle vælter på Trafalgar Square under det endelige opgør. Whitehall raseres. Men en ny orden toner frem i regntågen. Ingen tid til kærtegn Forfatteren har i glimt fremmanet et 1984-samfund, men den politiske side af sagen er aldrig rigtigt kommet til sin ret i trilogien. Dertil har dæmoner og magiske besværgelser trukket for meget. Intrigerne i de højeste trolddomscirkler er udførligt refereret. Jonathan Stroud tænder på baghold, svig og knivkastere. De mange kampe er beskrevet med energi og rytmisk sans. Allermest musik er der dog i dialogerne. Især imellem en djinni og hans herre. Deres sammenvævede skæbne er en solid overraskelse til slut. De tre bøger om Bartimæus er mere til magi end teknik. Forfatteren boltrer sig som et legebarn i besværgelserne. Og der er ikke tid til kærtegn. Der fortælles om kulden på toppen, men ikke om kulden i bunden. Sproget er elegant, letflydende ligesom oversættelsen og fantasien. Alt er godt. Perfekt. Og lidt tomt.