Hvorfor rykker det mere på ARoS end på Arken? Noget af svaret findes måske i de to kunstmuseers nye forståelsesfremmende udgivelser for børn. På ARoS mener de, at gæsterne er geniale. Især de små. På Arken bliver de bedt om at tælle de lodrette streger på en ud for Ishøj ilanddreven, dekonstrueret skude. I Århus er den gennemgående ledsager en abe med fez. Fra Køge Bugt stiller man med en loppebefængt dreng og en småbitter albatros. Genial eller belært Nu handler 'Måske?' og 'Albert og Arken' slet ikke om det samme. Den første går ind i samlingerne, der jo omfatter både guldalder og neonrør. På Arken handler det om bygningen. Så en sammenligning går alene på tonen hos afsenderen. Om den får modtageren til at føle sig genial eller belært. Rundtosset albatros Der sidder en dreng og fisker. Ved siden af ham splatter albatrossen Albert ud. Pludselig får drengen øje på en stor konstruktion i strandkanten. Er det et hus? Er det en blåhval? Eller er det et strandet skib? Det må undersøges, så den modvillige albatros bliver slæbt med ind og omkring og op og ned, så den bliver helt rundtosset. Da de to vakler ud igen - efter at have beset Danmarks flotteste cafeteria! - er der lagt op til et nyt besøg, hvor man måske vil studere den moderne kunst. Munch og Chagall og sådan! Kolde og varme farver Tea Bandix har både skrevet og tegnet 'Albert og Arken'. Fremstillingen bærer præg af husets splittede natur. Men i modsætning til betonelementerne, samler historien sig aldrig til en form for harmoni. Der er brugt alskens teknikker, og teksten skal hentes ind fra hjørner og kroge. Nogle gange står den på hovedet. Det bedste er næsten de knivskarpe fotos af Rasmus Riemann og Lars Skaaning. Dem klippeklistrer Tea Bendix i nye former og maler sine to forvorpne personer ovenpå. Undervejs er det sjovt at studere svømmefuglens mange udtryk ved mødet med moderne arkitektur. Albert kommer helt sikkert igen. Hvad kan man så lære i Arken-bogen? At der er rette linjer og krumme. Tæl selv! At nogle farver er varme, og at der kan manipuleres med størrelsesforhold. Der er nemme opgaver og flade spørgsmål såsom: »Hvad tror du, Albert synes om at sejle?«. Det vældige lastrum havde fortjent en mere fantasifuld og engageret rundvisermatros. Fladtrykt æsel På ARoS har de prøvet det før. Forrige år udkom 'Hvorfor?' i original indpakning ved Mette Kirstine Bak. Finn Lykke Schmidt stod for ordvalget, der var bygget over store bemærkninger fra små øjne. Og forfatteren bruger samme teknik til 'Måske?'. Her er de medfølgende, nytegnede spillopper overladt til Peter Maltha. Han svøber udvalgte billeder fra museet ind i meddigtende, energiske billeder. Aben er ny, mens de øvrige figurer selv er hoppet ud af rammerne. Især får man et nært forhold til Lars Nørgaards harmonikaæsel. Den indfangede kommentar fra småfolket lyder: »Måske gider æslet ikke være popstar?«. Og det er så det! Illustrationer, kunstværker og kejserens nye klæder-spørgsmål fra små genier. Det er et genialt koncept! Spørge-Jørgen som kritiker. Og Finn Lykke Schmidt med lange ører. Han har gnægget af fryd den dag, en lille beskuer stod foran Jørgen Sonnes 'En ligfærd' og udbrød: »Måske kan hunden ikke finde sit kødben?«. Når 'Måske?' ikke når samme højder som 'Hvorfor?' skyldes det nok, at denne havde mere handling, og at der er mere power i Mette Kirstine Baks tegninger. Hun allierede sig også med den hugsiddende kæmpedreng. Peter Maltha må klare sig med et fladtrykt æsel og nogle langnæbbede fugle. Både abe, albatros og dreng kom dog gratis ind.