Edwin Mortens (døden bor i navnet!) sidder i bogstaveligste forstand på sit badeværelse og rådner op. Der har han siddet så længe, at han ikke længere kan skelne årstiderne fra hinanden. Indimellem kommer hans ægte hustru, Erna, ind på badeværelset enten for at besørge sin nødtørft bag om ryggen på sin blinde mand eller for at smide nogle frikadeller i skødet på det osende kadaver af en norwegian psycho, hun er gift med. Sadist og masochist Stig Sæterbakkens gennemført sortsyge roman 'Siamesisk', der udkom i Norge i 1997, er i udgangspunktet en besynderlig krydsning af den absurde belgiske humorist Jean-Philippe Toussaints gennembrudsroman 'På badeværelset' - om en mand, der beslutter sig for at flytte ind på sit badeværelse - og et strindbergsk eller norénsk ægteskabshelvede. Samtidig er den, som titlen lader antyde, et studium i det gensidige afhængighedsforhold mellem ydmygeren og den ydmygede, mellem sadisten og masochisten. At de to roller kan forveksles eller uden videre lader sig bytte om i svært klaustrofobiske ægteskaber, viser Sæterbakken ved i romanen at skifte mellem Edwin og Erna som fortæller. Socialkritisk machete »Jeg er den sidste grubler. Jeg er en truet art«, tænker Edwin om sig selv, mens han propper sin infame kæft med tyggegummi, som han spytter ud på gulvet, når det ikke længere smager af noget. Før han besluttede sig for at rådne op, var Edwin en umådelig pertentlig bestyrer på plejehjemmet Kronsæther, som han konsekvent omtaler som sorgens borg. Han kender til den udbredte kynisme blandt plejepersonalet over for beboernes »ynkelige hjælpeløshed, deres daglige rutinestyrede nedværdigelser«. Ud over at Sæterbakken undervejs lader en socialkritisk machete glimte i romanens mørke, fungerer Edwins fortid som en slags psykologisk tvangstrøje for ham: Han gør sig selv hjælpeløs i forholdet til sin hustru for at demonstrere, hvilken magt et andet menneske har over den, der er dødsens. Skrabet og afstumpet 'Siamesisk' er det første fritstående værk i det, der sammen med romanerne 'Selvbeherskelse' (1998) og 'Sauermugg' (1999) omtales som S-trilogien. I skikkelsen Edwin Mortens har Sæterbakken villet skabe en af de store monstrøsiteter i litteraturen, og sprogligt set er romanen indlysende skrabet og afstumpet fortalt. Alligevel mærker man hensigten og bliver lettere forstemt - ikke fordi det hele er så dystert og livstræt, som det er, men fordi monsteret og konen ikke for alvor kannibaliserer en. Dertil er litteraturen simpelt hen for rig på psykiske vanskabninger af helt andre støbninger.