»44-årig stuepige vinder Whitbreads Book of the Year-pris!«. Sådan skrev en oprørt engelsk presse i 1995, da Kate Atkinson snuppede den prestigefyldte hovedpris for sin debutroman 'Behind the Scenes at the Museum' (da. 'Bag kulisserne'). Endog for næsen af prominente navne som Salman Rushdie og Roy Jenkins. Grænseoverskridende Nu er Kate Atkinson godt nok ph.d. i amerikansk litteratur og ikke stuepige (sidstnævnte var hun en kort overgang i begyndelsen af 1970'erne). Men i 1995 var det angiveligt så grænseoverskridende, at en kvindelig forfatter vandt i andre kategorier end Children's Book Award og Biography Award, at man så sig nødsaget til at fremstille hende som en pseudoudgave af Jane Eyre. Måske blev dommerne forskrækkede over den voldsomme reaktion? I hvert fald var det først med Andrea Levys mangestemmige epos, 'Small Island' fra 2004, at en kvinde igen erobrede Whitbreads trone, og i år er prisen netop gået til Hilary Spurling for en biografi om Matisse, 'Matisse the Master'. Knastør latter Atkinsons 'Case Histories', der netop er udkommet på dansk, blev shortlistet til prisen i 2004. Og det forstår man. For Atkinson jonglerer med både ord, persontegning og genrer, så de engelske tekopper må klirre af fryd. Det ene øjeblik byder romanen på tragikomiske portrætter af småborgere i den engelske provins fra 1970'erne til i dag. Det næste øjeblik på page turning kriminalroman fra Cambridge og omegn, og hele vejen igennem på knastørre, lattervækkende udsagn som »stedet, hvor Laura faldt, var markeret af et rullebord med neglelak. Skulle det forestille et relikvieskrin?« og »Skal du bruge mere end én kopi af formularen her?«. Et prosaisk udsagn at ende sit liv med. Sporløst forsvundet Vi følger den godhjertede, men halvstakkels privatdetektiv Jackson Brodie, der ikke har noget liv, efter at hans kone har fundet en anden og har taget den otteårige datter med sig. Frygten for at miste hende er konstant ved at tage fornuften fra ham, især da tre uopklarede og højst foruroligende sager lander på hans bord. Den første er sagen om Olivia Land fra 1970. Det treårige yndlingsbarn i en børneflok på fire, der sporløst forsvinder en nat, hvor hun og hendes ene søster overnatter i et telt i haven. I hvert fald lige indtil søstrene finder hendes blå kanin i den afdøde fars arbejdsværelse og beslutter, at de vil vide, hvad der virkelig er hændt og hvorfor. Galopperende spændingskurve Samme ønske har Theo, hvis 18-årige yndlingsdatter, Laura, plaffes ned af en ukendt mand i orange trøje på sin første arbejdsdag i hans firma, sommeren 1994. For hvorfor lige Laura? Og hvor er gerningsmanden? Sidstnævnte har ingen betvivlet i sagen om øksemorderen Michelle fra 1979. For da søsteren Shirley når frem til hendes hus, sidder hun jo selv ved sin myrdede mands side med øksen i hånden, mens den lille datter, Tanya, skråler i sin kravlegård. Nu, 25 år senere, vil Shirley (og ikke moren, som bagsideteksten hævder) gerne vide, hvad der er blevet af Tanya. Men har Shirley overhovedet rent mel i posen? Og hvad med de andre efterladte? På fornem vis vikler Jackson Brodies liv og de tre mordgåder sig mere og mere ind i hinanden, mens spændingskurven galopperer opad, og portrætteringerne glimter gennem stadigt flere facetter. Det er aldeles overbevisende og udsøgt underholdende. Afsæt en lang aften snarest.