En af det 20. århundredes store danske forskerbegavelser og provokatører, Johannes Sløk, der døde i 2001, er så småt ved at få en værdig receptionshistorie. Indtil nu er der blevet udgivet lidt småting - artikler, nekrologer og et par monografier af den lette slags. Intet spektakulært. Men nu sker der tilsyneladende noget. Facetter Nogle unge kandidater i idehistorie ved Aarhus Universitet, som Sløk var medstifter af og første professor for, har nu fundet det værd at udsende en antologi bestående af ni artikler og et interview. Antologien fremdrager facetter af Sløks meget omfattende forfatterskab, der tæller hen ved tres bogudgivelser. Alt i forandring Titlen 'Et menneske lades ikke i ro' anslår et centralt tema i Sløks tænkning. Forestillinger der både dækker over eksistentialistens rastløse forsøg på at komme overens med en absurd tilværelse og over idehistorikerens metodiske grundopfattelse, at ethvert synspunkt og forskningsresultat er (for)dømt til at blive modsagt, revideret og omstødt. Intet står fast; alt flyder; alt er i forandring. For viderekomne Antologien fokuserer på idehistorikeren Sløk, men 'glemmer' ikke helt, at han også var en stor teolog og religionsfilosof. Lars Gorzelak Pedersens og Jens Viggo Nielsens velskrevne bidrag forsøger således at indkredse Sløks religionsforståelse, der faktisk er ultramoderne og temmelig avanceret. Måske også lidt for avanceret til at blive behandlet fyldestgørende og pædagogisk forsvarligt på små tyve sider, selv om de to forfattere gør et hæderligt stykke arbejde. Æstetikken uinteressant Hans Hauge tager Sløks Shakespeare-fortolkning under kærlig behandling. Sløk oversatte og kommenterede ca. 14 af Shakespeares dramaer, en kæmpepræstation, men ifølge Hauge vrider Sløk mere eller mindre dramatikeren af led for at få ham til at repræsentere de almene ideer og begreber, som Sløk selv var optaget af. For så vidt interesserer dramaernes æstetiske og litterære kvaliteter overhovedet ikke Sløk. Manden var tydeligvis ikke litterat. Grund til at glædes Bogens intention er at gå i bredden snarere end i dybden, hvilket må siges at være en fornuftig disposition, så længe udforskningen af de mange facetter af Sløks forfatterskab er i sin vorden. Forhåbentlig kommer der mere af den slags, men indtil videre kan man så glæde sig over 'Et menneske lades ikke i ro'.