Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

ARISTOKRATISK SENNEPSGAS. Horace Engdahl har et sandt baudelairesk talent for satanisk at spidde de pompøse akademikere, skriver anmelderen.   Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

ARISTOKRATISK SENNEPSGAS. Horace Engdahl har et sandt baudelairesk talent for satanisk at spidde de pompøse akademikere, skriver anmelderen. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Aforismer op og ned af bakke

Horace Engdahl taler i sine nyoversatte aforismer med to stemmer, mestrenes og sin egen. De er begge inciterende - og en anelse irriterende.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Aforismen er en aristokratisk genre.

Dens mestre befinder sig på polarglitrende bjergtinder, hvor alle klumpede middeltalenter ubarmhjertigt er blevet hægtet af.

En speget sag
Man kan nemt fuske lidt på prosa, men aforismen afslører øjeblikkeligt og skånselsløst ethvert spor af flad middelmådighed.

Sagen er imidlertid en anelse mere speget i tilfældet Horace Engdahl (f. 1948), den for mange afsindigt irriterende Permanente Sekretær for Nobel Akademiet hinsidan.

Truer med at kuldsejle
Engdahls aforistiske stemme veksler, når den er bedst, mellem reelt at tangere genrens mestre.

Dvs. Novalis, Friedrich Schlegel, Kafka, Walter Benjamin, Emerson, Vauvenargues, Kierkegaard, Chamfort, La Rochefoucauld, Barthes.

Men også en mere armodig stemme, eller en knap så brutalt gnistrende stemme, kommer på banen, hvor det hele truer med at kuldsejle og ende halvvejs nede af Mont Blanc.

Fire suiter
Forlaget Basilisk har i sin prestigiøse Babel-serie udgivet en (udmærket) oversættelse af Engdahls aforisme-samling 'Meteorer'(1999/2003.

Den falder i fire unummererede og ubetitlede suiter eller serier, efterfulgt af en kort samling 'Nye meteorer'.

Citatets ordlyd
Jeg kunne have lyst til at lade Engdahl føre ordet fra nu af, det fortjener han trods alt, og det ville også ske i pagt med denne meteor:

»Citatet er den sande kritik. At det er valgt, er den oprigtigste dom, og citatets ordlyd er den bedste beskrivelse«.

Læseren skal lide
Meteorerne rammer vidt og bredt, Engdahl har et sandt baudelairesk talent for satanisk at spidde de pompøse akademikere, for at stikke fleuretten ind i den offentlige debats selvfede bannerførere, for at blotlægge jammerligheden i den politiske verdens spil (forbløffende mange af hans bomber kunne gælde Jyllands-Posten, imamerne med flere).

Hør blot dette om Carsten-Jensen-typen:

»Den moralske forfatters forhold til læseren er en slags pennalisme. Moralisten kan ikke holde ud, at folk omkring ham er så tilfredse med sig selv og deres liv. Han vil lade dem lide, ligesom han selv lider. Han vil have, at de skal se deres usselhed - for hvem vil være ene om at føle sig elendig, så elendig som kun offeret for et livslangt selvhad kan være?«

Med røven bar
Og han fortsætter: »Med perverst talent gætter han sig til de ømme punkter i publikums samvittighed. Derpå går han til værks med liv og lyst. Det gør ham godt at forestille sig, hvordan han sønderlemmer læserens udflugter, hvordan den stakkel til sidst står med røven bar i skyldfølelsens isvind«.

»Det er puritanerens sande skadefryd, men af høflighed kalder man den slags forfattere 'afslørere'«. Eller denne linje ud af flere, om medierne: »Kun misforståelser fungerer i medierne (...)«.

Islamister på banen
Eller med reference til Mellemøstkrisen: »Apokalyptiske skrifter bliver til for at bortforklare nederlag. Ikke at indrømme at man er besejret, når man virkelig er det - tabernes arrogance - er vejen til terror. Den store opgave for tilhængerne af fred og humanitet er at lære mennesker at tabe«.

Måske skulle flere islamister have spillet fodbold som drenge?

Tilstå: Du keder dig
Og videre: »De svage jeger spreder ulykke, de svage ledere må gribe til undertrykkelse, de svage stater forårsager krige. Svagheden er farligere end ulykken«. Men er USA da svagt?

Engdahl citerer også selv: »Den største lykke for en forfatter, siger Stendhal, er at have fjender endnu hundrede år efter sin død«. En gedigen Nietzsche-sandhed.

Eller hvad med denne, om smagsdommere: »Følelsesmæssigt forkrøblet, fortrydelig, forsmædelig, fejlfindende - ah! en kender!«. I samme register: »Grundlaget for en god kritik, ja, for et godt liv i det hele taget, er at turde tilstå at man keder sig«.

Gnister fra eget liv
Om forfattere, der mener sig berettigede til at blande sig i politik: »Forfattere som gør krav på at vide hvordan samfundet bør indrettes, skal tænke på hvordan de selv tænker på mennesker der mener at vide hvordan forfatterne bør skrive«.

Der er også mange sentenser og maksimer om litteratur og læsning, f.eks. denne: »Ønsket om kun at omgås med moralsk højtstående mennesker forekommer mig lige så suspekt som ønsket om kun at læse gode bøger«; alt sammen parret med selvrefleksive aforismer om aforismen og krydret med små gnister fra Engdahls eget privat-biografiske liv og levned.

På med gasmasken
Aforismen er en aristokratisk genre, ja, men undervejs overgav jeg mig kontrært til Engdahls rutsjeture fra bjergtinderne til de mere klumpede, men også mere personlige maksimer (eller fragmenter, eller apophtegmer, hvad man nu vil) halvvejs nede ad bjerget, og op igen.

Over for Engdahl er det vanskeligt at gøre det privilegium gældende, som han selv insisterer på over for de, der ikke kan fordrage ham, nemlig »retten til uinteresse«.

Disse meteornedslag og deres luftigt aristokratiske sennepsgasser kræver en særdeles effektiv gasmaske for helt at unddrage sig spot, irritation, modsigelyst og begejstring.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden