'The Power of the Dog' er Don Winslows ottende roman. Jeg har ikke læst nogen af de syv andre, men det vil jeg gøre noget ved i en pokkers fart! For 'The Power of the Dog' er en af de mest ambitiøse og interessante kriminalromaner, jeg har læst længe. Eller måske er kriminalroman en noget snæver betegnelse for en fortælling om en forbrydelse, der strækker sig fra samfundets bund til samfundets top og på kryds og tværs af de amerikanske grænser. Lang, speget historie Det handler om narko. Nærmere betegnet om de mexicanske narkokartellers historie. Den Mexicanske Trampolin, der i lang tid har sendt colombiansk kokain og mexicansk heroin nordpå og - boiing - sendt dollar og våben sydpå. Håndvåben, raketstyr, helikoptere. Våben? Jojo, for det er nemlig også CIA og amerikansk tys-tys-politik i Mellemamerika, det handler om. En lang historie, hvor myrderierne i El Salvador og Iran-Contra-skandalen ifølge Don Winslow kun var to kapitler i en lang, speget og meget lidt køn historie. Ingen går ram forbi Bogen har en helt. Narkoagenten Art Keller. Men det er en helt, der i det lange løb bliver nok så blakket. Og en helt, der reelt ikke er mere hovedperson end så mange andre i en kollektivroman befolket af mexicanske narcotraficantes, amerikanske soldater og agenter, luksusludere, befrielsesteologer og gangstere af irsk, italiensk og latinamerikansk afstamning. Her går hverken præsidentembede eller pavestat ram forbi. Indforstået skildring I sit stort opsatte forsøg på at beskrive den amerikanske narkokriminalitets kulturhistorie i fiktionsform er James Ellroys 'The Cold Six Thousand' den oplagte parallel. Winslow følger det samme spor. Et spor, også Cormac McCarthy er på i sin seneste roman 'No Country for Old Men'. Et spor præget af håbløse udsigter og hårrejsende blodbade. Winslow har som McCarthy en præference for gammeltestamentlig resonans (titlen stammer fra Salmernes Bog), men er i øvrigt ikke en eksperimenterende stilist som Ellroy eller McCarthy. Winslow er mere traditionel. I sin indforståede skildring af de amerikanske dilemmaer og tragedier i Mellemamerika tættere på Robert Stones 'A Flag for Sunrise'. Frugtesløs narkopolitik 'The Power of the Dog' er en sjældent kompetent kleppert af en forbrydelsesroman. I sine lettere udpenslede tortur- og sexscener og sin hang til narrativ overdrivelse ikke bange for at vedkende sig slægtskabet med pulp-fiktionen. Men samtidig et magnum opus om narkokriminalitetens historie og politiske implikationer, som munder ud i en nådesløs fordømmelse af mange års frugtesløs narkopolitik. En politik, der som sine største resultater kan prale med flere og flere narkomaner, flere og flere overfyldte fængsler, flere stenrige forbrydere, mere korruption og en gennemgribende kriminel infektion af hele samfundsorganismen. Et kick, der smager af mere 'The Power of the Dog' er en roman om hårde stoffer. Gjort af hårdt stof. Og for at føre den sproglige dobbelthed helt ud til kanten af det usmagelige: At læse Don Winslow er et kick, der smager af mere. Meget mere. Og pronto!
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























