Realisme er tre ting. Dels er realisme noget praktisk - det er nok ikke realistisk, at et menneske kan hoppe 130 meter op i luften - og dels er det en litterær metode og periode. Charles Dickens regnes f.eks. for at være realist. Men realisme er også simpelthen den grad af virkelighedsbeskrivelse, der findes i enhver litterær aktivitet: Hvor tæt kommer forfatteren egentlig på at beskrive virkeligheden nøjagtigt? Hvor klart ser han den - og hvor klart, hvor transparent, er det sprog, han beskriver den i? Portrætter Eksperimenterende højmodernister, som f.eks. e. e. cummings (jo, det hele skal stå med småt), er mest berømte for at smadre form, sprog og i og for sig også litteraturen selv, nærmest til ukendelighed. Sommetider kan det ligefrem være en kamp at læse modernister, fordi de simpelthen skriver så mærkeligt. Men faktisk er deres ambition - som alle andre forfatteres - stadig altid at skildre virkeligheden. Det er egentlig ikke nogen ny teori. Men den bliver overordentlig tydelig i to nye danske udgivelser af den amerikanske forfatter Gertrude Steins tekster. 'Stein Taler' er tre essays, der tilsammen udgør hendes knaldhårde poetik. Skærer man ind til benet, så handler Steins litteratur om iagttagelse. Det er ikke for ingenting, at hun producerede et hav af tekster inden for den genre, hun selv kaldte 'portrætter' - altså med et sprogligt billede fra den visuelle kunst. Stein i en nøddeskal Steins tekster er en slags meditationer. De er snurrende spørgsmål omkring eksistensen og relationen mellem menneske og verden, spørgsmål, der stilles, imens verden stilfærdigt betragtes. For hvad ser jeg i verden? Hvordan ser jeg den? Og hvad ser jeg med i verden? Og hvad taler jeg med, når jeg taler om verden, som jeg ser den? Hvad ser, når jeg taler verden? Eller når verden udtaler mig, ser sproget mig så? Den slags filosofisk-poetisk aritmetik, det er Stein i en nøddeskal. Og i de tre essays ser hun derfor på komposition og tid, på gentagelse og intensitet og på grammatik og poesi. Avantgarde er tidslig kunst Det litterære begreb komposition opfatter mange som en art arbejdstegning til et kunstværk - omtrent som et nodeark forholder sig til musik. Men for Stein er det den struktur, der tilfældigvis opstår i et kunstværk. Når visne blade falder af en hæk, er der ingen plan. Men de danner ikke desto mindre et mønster. Denne tankegang har voldsomme implikationer for kunsten, fordi den er en total hengivelse til det at skabe. Skriv, skriv verden, skriv dig selv, skriv dig selv og verden - og se så, hvad du egentlig skrev. Kun sådan kan man skrive tiden og verden, og verden set i tid, ind i teksten. I dette det første essay ligger hele Steins opfattelse af den modernistiske avantgarde, som hun selv stod allerforrest i. Avantgarde er tidslig kunst, det er Tidens Kunst, det er samtidskunst. At udvide optikken Men er sproget ikke bare en gentagelse af verden? Når jeg siger Stein, så mener jeg Stein, men Stein fandtes jo allerede, damen altså, og derfor gentager jeg hende jo bare med Stein, ordet Stein altså. Nej, siger Stein, damen altså, for tegn og virkelighed er ikke det samme. Derfor er sprog heller ikke en gentagelse. Sprog er derimod en intensivering af virkeligheden. Eller som Stein skrev det, temmelig insisterende, i sin mest berømte sætning overhovedet: »En rose er en rose er en rose er en rose er en rose«. I den sætning viser hun, at hendes taktik er hele tiden at springe et metaplan op, når hun tænker. En rose er en rose. Dét er en sprogblomst. Og at det er det, dét er litteratur. Og at det er det, dét er kunst. Denne sans for hele tiden at udvide optikken ses også i hendes essays, hvor hun selv rent sprogligt er meget gentagende, undskyld, insisterende, undskyld meta-agtig, undskyld, reflekterende, undskyld, klog. Dropper tegnsætning I det tredje essay tager Stein fat i det, der mangler, når man har beskrevet verdens orden og verdens tid med intensitet. Der mangler jo beskriveren, materialet, redskabet, sproget. Selv Steins prosatekster er lidt vanskelig læsning, for Stein skal strengt taget slet ikke læses, hun skal lyttes. Eller rettere: Hun lytter til verden, og læseren lytter med. Derfor er hendes sprog præget af en direkte kontakt med verden og et deraf følgende meget direkte udtryk. Eksempel? Stein kan ikke lide tegnsætning. For hende er teksten én lang bevægelse. Og derfor bruger hun ikke rigtig tegnsætning. For teksten skal bare flyde, og som hun selv spørger - i øvrigt uden at stille spørgsmålstegn ved det: »Hvad havde koloner og semikoloner med det at gøre hvad havde kommaer med det at gøre hvad havde punktummer med det at gøre«. Hvad er mesterværker I sin analyse rammer hun en interessant skillelinje mellem prosa og poesi. Prosa er lavet af udsagnsord, mens poesi er lavet af navneord. Det er jo et helt vildt postulat. Men det er ikke grebet ud af luften. Det er grebet ud af malerkunsten og ud af dens problemer med at skildre virkeligheden - og det vil sige skildre den realistisk. I en helt anden tekst end de nys udkomne, essayet 'Hvad er mesterværker - og hvorfor er der så få af dem?', skriver hun det selv sådan her: »Maleren kan ikke sige at det han gør er som verden ser ud for ham for han kan ikke se på verden mere, den er blevet fotograferet alt for meget og han bliver nødt til at sige at han gør noget andet«. Skarpe tekster Steins ambition er at se verden. Klart. Men det gøres i sprog. Og det er derfor Stein - som den ærkemodernist, hun er - må se sproget klart. For kun helt klart sprog kan man se verden igennem. Men denne klarhed-i-anden, så at sige, er jo en ny klarhed. Det er en moderne klarhed. Det er det modernistiske klarsyn. Udgivelsen af Steins kritiske essays er forbilledlig. Oversættelsen, ved Lene Asp Frederiksen, er som glas, og skriftens form er ikke en gentagelse, men en intensivering, og hele dynen leveres i tosproglig opsætning, så man hele tiden på modsatte side selv kan tjekke, hvad Stein egentlig skrev på sit eget sprog, som hun meget præcist kaldte for amerikanskengelsk. Det er en styrke, især i hendes digte. F.eks. beskriver hun farver i verden ved brug af bestemte lyde. Tania Ørum og Laura Luise Schultz har redigeret, og Ørum har leveret efterskrift. Det er skarpe tekster - omsider udgivet på dansk i ordentligt akademisk udstyr, fyldige noter inklusive. Tilgængelig verden Udgivelsen af denne lille kritiske klassiker falder sammen med stiftelsen af et nyt dansk Stein-selskab. Og med udgivelsen af en anden lille Stein-tekst, nemlig hendes stykke om 'Mexico'. 'Mexico' er skrevet i 1916. Stein flygtede sammen med sin samlever Alice Toklas til Mallorca under Første Verdenskrig, og i stykket beskrives Mexico som mulighedernes sted. Men det er mere en metafor for, at alt andet end Europa er sagen. For Europa er ensbetydende med krig. 'Mexico' er egentlig mere digt end drama. Det er sat op - i Pia Juuls gehør - som ord ord ord ord ord, der flyder ned ad siderne. Men det regnes faktisk for et af Steins mest tilgængelige stykker om en - måske, hvem ved, jeg ved det ikke - tilgængelig verden.