Taget hver for sig, er Hans Otto Jørgensens ny kortprosastykker af stærkt svingende, såkaldt kvalitet. Lysende og saftige, bedrøvede og kernekraftige er f.eks. de selvbiografisk anlagte tekster om en rå og ukærlig far, om en jernhård opvækst på landet i Jylland, mildnet af de lyse strejf, som moderen spredte. Ligeledes den interessante kritik af Dansk Folkeparti, Venstre og vor nuværende statsminister og den vittige kritik af det batteri af alle hånde læringsplaner, der hjemsøger hver anden sagesløse børnehave nu om dage. Det fine og det kluntede Andre tekster virker redundante og lidt tunge, sammenlignet med den vitalitet og det gøgleri, man finder i de tidligere 'Den bronzefarvede kalkun' og 'Æsel her'. Tilsammen er indtrykket påfaldende uegalt og broget. Man kan anskue denne brogethed på to måder. Enten som en uheldig skavank som følge af, at Jørgensen og hans redaktør ikke har gjort deres hjemmearbejde ordentligt og siet de uheldige eller ufærdige stykker fra. Eller som en manende udfordring, der lægger op til at overveje den samlede konstellation af tekster, eftertænke hvorledes det mangelfulde og det livsalige, det fine og det kluntede, lort og lagkage svarer, modsvarer, skurrer og gnistrer imod hinanden. Stilistisk på kendt grund Jeg tror, den mindre sippede tilgang er den mest interessante. Frem for dydigt at harcelere over det blandede indtryk, som f.eks. Skyum-Nielsen gjorde i 'Information', kunne man eftertænke, hvad netop den ulige og mudrede ålemosaik lægger op til? Eller snor sig uden om? Titlen hidrører fra en omskrivning af den bekendte salme 'Julen har englelyd', og betoner, at ålen netop snor sig i mudder, på havets bund, eller billedligt som strømpen på skinnebenets magre bundgarnspæl. Samlingen er delt i tre, to store dele, 'Trut' (det jørgensenske marskland) og 'Ål' (mere offentlig og politisk-polemisk), og så den kærlige epilog til moderen, 'Hjertemor slikker fløde'. Stilistisk er vi på kendt grund med elementer af karsk kalibreret landmandsprosa, spydigt lune, groteske omvendinger af forsuttede sprogbolsjer, og tæt, tæt beskrivelse i korte, stakåndede og energiske sekvenser. Samme opvækst som Fogh Ideologisk er det mest pikante kritikken af vor nuværende regering og dens støtteparti; ikke fordi selve kritikkens punkter og taktik er banebrydende - der er tværtimod tale om et velkendt reaktionsmønster: Pia & Co. er dumme, og nu må vi latterliggøre dem lidt, ellers bliver det hele ubærligt - men fordi kritikkens position adskiller sig fra det vanlige. Hans Otto Jørgensen skriver så at sige indefra, han har haft samme hårde husmandsopvækst som Fogh, kender tankegangen og sproget ubehageligt og intimt indefra, har også haft en alt for forbenet og skæv opvækst derude i det karske Vestjylland. I modsætning til alle de forløjede kulturradikale københavnersnuder, der kritiserer ham udefra og basalt ikke fatter Anders Fogh, ikke forstår en kultiveret bjælde af, hvad han rummer og bærer med sig. Snavsede stykker Jørgensens position placerer sig dermed et tankevækkende sted: Midt mellem den harske opbakning til Pia og Fogh ude fra Hvide Sande og den indignerede og ofte uforstående afvisning af det samme makkerpar i København og omegn. Mine ord om ålen skal slutte nu - men ikke uden en opfordring til at indkøbe groft salt, smør og persille, mudderålen skal nedsvælges helt, i store, snavsede stykker med iskoldt postevand til.