There is only one good thing about a small town. You know that you want to get out«. Ordene tilhører Lou Reed, men kunne lige så godt stamme fra børnene i Novak-familien, der vokser op i den amerikanske provinsby Bakerton. Men at springe op og ud af provinshullet er nemmere sagt end gjort, når man vokser op i en forkullet mineby i efterkrigstidens USA, viser Jennifer Haighs roman, der deler navn med byen. Kul i sjælen I 1944 består hverdagen for befolkningen i Bakerton i sorte lunger og udsigten til himmelstræbende tårne af mineaffald. Alle arbejdsdygtige mænd arbejder i kulminerne, bortset fra de få, der er så heldige at være udsendte soldater eller sidde bag rattet i byens ligvogne. Og i Bakerton kører ligvognene tit. Arbejdsulykker i minen sker jævnligt, og selv hvis man ikke slutter livet under nedfaldne kulstykker, sniger kulstøvet sig alligevel ind i kroppen. Ind i lungerne, som det sker for familiefaderen, Stanley Novak, da han en dag falder om under afvaskningen af sin sorte krop, eller ind i sjælen, som det efterfølgende sker for den familie, som Stanley efterlader sig. Forudsigelig boomerang Hans italienske kone falder efter dødsfaldet sammen og folder sig aldrig ud som den rose, hun angiveligt er opkaldt efter. Hun bliver nok mere frodig, eftersom hun natten før begravelsen bliver overvældet af en mystisk og hidtil ukendt længsel efter søde sager. En gave, som hun mener, hendes afdøde mand har skænket hende, og som efterlader hende med en umættelig sult, der ikke uden omkostninger får hende til at æde sig igennem livets sidste dage. I Bakerton har livets sødme altid en bagside, og det må Novak-børnene også erkende. Alle kæmper de for at bryde ud af provinsens mørke, men lyset uden for hulen skærer grelt i øjnene. Den ældste søn, George, prøver at slippe fri ved at gifte sig med den mystiske storbypige Marion, men indser snart, at kvinden, ud over sækkevis af ironi og nymfomani, ikke har andet godt i posen. Han må slukøret vende tilbage til hjemstavnen ligesom den resterende søskendeflok, der alle kommer tilbage som en forudsigelig boomerang. Mut værdsættelse På trods af den allestedsnærværende ørkesløshed, er 'Bakerton' alligevel mere og andet end et entydigt sortsyn kastet ud over den amerikanske provins i efterkrigstiden. Inden alle Novak-børnene bevæger sig væk fra byen på deres dannelsesrejser, eksisterer forestillingen om, at det kun kan blive bedre. Når de kommer hjem, ved de med sikkerhed, at det kan det ikke. Det er ikke en opløftende erkendelse, men det bibringer alligevel en vis mut og rørende værdsættelse af det sparsomme lys, der trods alt skinner i mørket. Og det er netop de stråler og skygger, som lyset kaster, Jennifer Haigh på en vellykket og poetisk måde får malet på læserens nethinde.