Der bliver for alvor gået til de sproglige makroner i Jørn Uz Rubys roman 'Kaperkongen': »Hun greb ud efter ham, mærkede hans hals, armene, følte havet skylle over sit ansigt som en tidevandsbølge, nippede til hans brystvorter som en fisk, der labber livets salt i sig, slyngede benene om hans krop hvirvlende rundt i flagrende tangskove blandt undrende alger og måbende fladfisk«. Sådan er det dog ikke hele vejen igennem, der er mere afdæmpede passager, men det sproglige overkill er romanens problem, og det stækker læseoplevelsen. Den skrivendes vaklen Romanen udspilles på to tidsplaner - et nutids med Leonora som den hovedagerende, mens fortidsplanet er de første år af 1800-tallet med Danmarks forsmædelige og - endnu værre - dumme nederlag til England i Englandskrigene, dem der resulterede i bombardementet af København i 1807. Leonora skal skrive historiespeciale, og hun vakler mellem at skrive om det, der optager hende, og som hendes morfar har fortalt hende om, nemlig den gamle krig, og så om det moderne Danmarks og Europas problemer i en globaliseret tidsalder. Mangler i udførelsen Bogen veksler mellem de to tidsaldre, og på fortidsplanet følger vi Niels og Martin, og Niels bliver den hovedagerende, en bondeknøs, der efter at have udkæmpet drabelige kampe både med sine omgivelser, med englænderne, hovne arbejdsgivere og den besværlige kærlighed finder vej tilbage til sit udgangspunkt og tager fat på den vanskelige proces, det er at forsone sig med såvel sin skæbne som sine fjender. Leonora finder også den rette vej, men inden da har læseren været gennem både drabelige tenniskampe og sammenstød med ækle rockere, og det hele fortælles i et overbroderet, presset sprog, som giver læseren åndenød. Selv om springene mellem fortid og nutid nogle steder er ganske elegant udført, er det vanskeligt for ikke at sige spytumuligt at fæste lid til både nutidshistorien og til den gamle. Ærgerligt nok, for emnet er brandgodt, det skorter bare på udførelsen.