Maria Giacobbe har skrevet en smuk og sympatisk familieroman i fragmenter og fået sin søn Thomas Harder til at oversætte den fra italiensk. Hun kunne næppe have fundet en bedre. Maria Giacobbe, der er født på Sardinien i 1928 og siden 1958 har boet i Danmark, har i nogle af sine tidligere bøger givet gribende indblik i sin antifascistiske families liv. Hovedpersonen og omdrejningspunktet i 'Folk fra Pòju Luàdu' er Ciro, en ældgammel mand, der som småkårsfødt jøde, ateist, antifascist, flygtning, soldat og intellektuel har gjort hele det 20. århundredes italienske historie med, fra Mussolini til Berlusconi. Sidstnævnte omtales bl.a. som den forfængelige mandsling, der ydmyger sit land og gør det til grin i verdens øjne. For mange politiske refleksioner Historie og politik og kultur er meget nærværende størrelser for Ciro - og for Maria Giacobbe. Og det er en seriøs indvending mod 'Folk fra Pòju Luàdu': Forfatterens kultiverede, humanistiske ståsted i efterkrigstidens europæiske kultur gør hende særlig opmærksom på de farer, der truer den. Det forleder hende til for mange rigtige, men uspændende politiske, moralske og sågar økologiske refleksioner mellem langt mere medrivende beskrivelser af Ciro og hans familie. Forgiftet og udpint Efter sin kones død og en trafikulykke har Ciro, meget imod sin bigotte, indskrænkede og ulykkelige nieces vilje, bosat sig i sin barndoms by på Øen, langt fra det Rom, hvor han har haft sit professionelle humanistiske virke. Hans svækkelse og stædige kamp for at klare sig alene er fint beskrevet. Den by, der har givet navn til romanen, er et fattigt, indskrænket, intolerant, forgiftet og udpint sted. Den eneste store arbejdsplads, en kemisk fabrik, er lukket. (Pòju Luàdu betyder 'giftigt vandhul'. Måske er det et billede på hele Europa). Lys tone Ciro, der læser Seneca og Carducci, er på alle måder en outsider, og han slutter venskab med de udstødte og udsatte. Herunder en mishandlet hund og en somalisk kvinde (som noget overraskende kæler for hunden). Ciros åndelige børn er en anden niece, Mira, der har levet en årrække i Sverige (og som kunne være et alter ego for forfatteren) og så den unge journalist Gala, som han og hans afdøde hustru adopterede som lille. De to kvinder bor begge langt væk. Tæt på, lige rundt om hans primitive hus, hærger en bande forsømte og derfor fascistoide og farlige drenge. Det er dem, der indleder romanen med at stene en hund og smadre en rude. Den yngste af dem står endnu til at redde som menneske - takket være et sidste øjebliks overskud hos hans udpinte, hårdt arbejdende, enlige mor. Således ender romanen i en noget lysere tone, end den begyndte.