På Enghave plads på Vesterbro i København bor Andreas Grantoft med sin lillebror og far Bjarne. De tre mænner har mistet deres 'mor', og nu forsøger de at holde modet oppe. Andreas (16 år) har en kæreste. Far Bjarne er begyndt at se glad ud og sige noget. Lillebror Filip hænger ud med de forkerte typer. Nils Schou fortæller fortrøstningsfuldt videre om en lille familie i havsnød. Han har dem på kornet tillige med gadens sprog, stenbroens indbyggere og livets store spørgsmål. 'Kæreste søges' er tredje bind. Blød som smør Vi er der, hvor »fuck dig, din nar!« betyder »hej, brormand!«, og »jeg sparker nosserne af dig!« betyder »jeg elsker dig vistnok!«. Det er bare emballage, for indenunder er de medvirkende bløde som lurmærket smør. Andreas er fortælleren, og han klarer sig tilsyneladende godt. Han er kæreste med Monika. Og han har den medfødte evne (fra moren), at han kan spotte, »hvornår folk er nogle røvhuller«. Han klarer sig skidt i skolen, men godt ude blandt folk. I Nils Schous gode galleri af bipersoner lægger man denne gang mærke til pensionist Johannes Jønsson, der er blind, vred og hundeejer. Ligeledes Suni fra Somalia og Ringkøbing, der besejrer Filips værn mod perkere så let som ingenting. Rollespil? Den ene side af disse bøger er folkekomediens. Den anden er at finde sin rille i livets grammofonplade. I 'Kæreste søges' forsøger Andreas sig med at antage andre roller i andres riller. Han ER sin foretagsomme mor, da han egenhændigt opsøger Station 1 på Halmtorvet med lillebror på slæb. Og senere bliver han til Bjarne og til Michael. Michael der scorede Monika. Da der ikke er flere roller i stykket, bliver Andreas sig selv, og det koster hårdt. Han sidder ved styrepinden, da den knækker. Men nu er hele familien Grantoft med dame. Livlig dialog Egentlig tror man ikke på drengen Andreas. Og heller ikke på alt det, han sætter i værk. Det er Andreas ligeglad med. Og det bliver læseren også. For Andreas er en slags 'ommer'. Han er konstrueret på baggrund af et kig i livets afklarede forfatterbakspejl. Men han kunne være rigtig! Andreas har kærestesorg og snue ligesom alle andre, men også en nysgerrighed, hang til småpedanteri og alternativ tankegang, som man kan lære noget af. Ikke mindst ham selv! 'Kæreste søges' har en livlig dialog, mange gode bandeord og sproglig rytmesans. Kan det være bedre? Nej vist! Men det er pinligt, at forlaget fortæller i presseskrivelsen, at bogen handler om Andreas, der er kommet i gymnasiet. Han går faktisk kun i 10. klasse. Læser forlagene ikke deres egne bøger mere?