Hvad var det nu, den hvide kanin mumlede, da den spurtede forbi Alice på vej mod hullet ned til Eventyrland? Var det: a) Splitte mine gulerødder! Jeg må rubbe mine kaninfødder! b) Ih, du glade verden! Jeg kommer for sent! c) Oi, oi! Jeg kommer for sent! Der gives gas På det originale engelsk siger kaninen: »Oh dear! Oh dear! I shall be too late!«. Så man kan mene, at de forskellige danske udgaver af udsagnet ikke har meget mere end udråbstegnet tilfælles. Så hvad sagde kaninen? Det kommer an på, om man er opkomlingen Leonora Christina Skov, klassikeren Kjeld Elfelt eller revisionisten Ejgil Søholm (som fandt på ordet 'Undreland'.) Men nu skal det handle om førstnævnte Skov, der giver d'herrer både turbo og baghjul med en furiøs furiegenfortælling af klassisk stof. Ikke en oversættelse - men en opdatering. Tæv ham rigtigt længe Man skal stå tidligt op, hvis man vil bide sproglige skeer med Leonora Christina Skov. Selv er jeg helt spinat over, at det er muligt at fremlægge en kendt historie med så meget lystighed og energi. Hele tiden. Genfortælleren maser på, og hun er svær at gribe i én eneste forkert tone. Helt oppe i det røde felt er hun, når de traditionsbundne vrøvlevers skal fordanskes. Hun dropper dem helt og forfalder i stedet til højskolesangbogen med mere. 'Sur. Sur. Sur'. 'Mariehønen Evigglad'. Eller: 'Sov mit barn, sov ringe/ og tæv ham rigtig længe'. Der må være arbejdet med værket i hundrede år, eller også er det kommet som en åbenbaring efter samvær med den stenede blå rygelarve med hanekam, som Alice for en sikkerheds skyld giver fredstegnet. Mirakuløs Det kunne være plat og over gevind. Det er det ikke. Det er gnistrende vittigt. Egentlig elegant. Og mærker man ikke tillige en slags vellyst over at punktere klenodierne? Leonora Christina Skov opererer med sort arbejde og pitbullflamingoer, Alice »syder« og Sofies søster Kitty »fattede ikke en bregne af nogen ting«. Alligevel er genfortællingen dybt solidarisk med matematikeren og pedanten Dodgson fra Oxford, som blev til Lewis Carroll, når han dyppede pennen i blækhuset med violet og berettede snusfornuftigt og omstændeligt om totalt rablende foreteelser. Leonora Christina Skov holder frikvarter en gang imellem i denne bedagede, lune tone. Snart går det dog løs igen. Det tilfører denne Alice rytme og himmelflugt. Jeg er faktisk ret begejstret! Det er en fed ruger. Et rent murakel. Jeps!