Peter Prik bor i velfungerende ensomhed, og sådan indleder Katrine Marie Guldager sin historie om ham: »Peter Prik er bare en dreng. Alligevel bor han helt alene ude på landet«. Prøv at smage på dét udsagn! Der er foreløbig kommet to bøger i serien, som henvender sig til de 3-5-årige - med ledsager. Opfundet alting selv Alene og ensom! Det er ikke helt rigtigt, for rundt omkring Peter Prik danser lammene, grisen Leif er evigglad, og vindmøllen snurrer. Og: »Peter Prik har nemlig opfundet alting selv«. Det er Charlotte Pardi, der tegner til med landlyst og ko i vænge. Hun er vist selv fra landet. Og ænser næppe de specielle omstændigheder omkring Peter Prik, der driver sit landbrug ved Guds hjælp. Undren Og så: »En morgen skal Peter Prik i skole«. Først parkerer han sin traktor i skolegården, og så tæppebomber han klassen med ord. Peter Prik får besked på at tie, men »i morgen«, tænker han, »i morgen er der oprør«. I et følgende bind får Peter Prik besøg af Nikolaj fra skolen. Det slutter sådan her: »Hvor bor du dejligt«, siger Nikolaj. »Tak«, siger Peter Prik. I dette bind siger Peter Prik, at hans mor er død. Sidst fortalte Katrine Marie Guldager om en pige fra Afrika, der gik ud på savannen for at finde alle sider af sig selv. ('Pigen, der var bange for at være ond'). Historien om Peter Prik er holdt i samme hvide tonefald med afmålte ord. Den ægger til nysgerrighed og undren. Præcis som det er hensigten!
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























