Jeg har tidligere været meget glad for Thorstein Thomsens prosakunst, som den foldede sig ud i Lyngby-trilogien; Thomsen har en buldrende fortid som rockmusiker og sangskriver, men det er rent ud sagt forbavsende, så sikkert og roligt han bedriver prosa. Det er ikke vild avantgarde, det er ikke eksperimenterende, det er ikke storladent ambitiøst eller villet originalt - det er bare forbandet godt på sine egne præmisser. Det er en slags 'normal-prosa', en bedragerisk simpel (enfoldige fjender ville sige 'mainstream') skrift, der engang kunne ses hos en H.C. Branner eller en Christian Kampmann, men som nu liver og lever op her hos Thomsen. Udvikling Denne gang følger han forlæggeren Niels Ruel fra denne som 12-årig jysk knægt i 1932 mister sin far, boghandler Thomas Ruel, til han i 2005 mæt af dage med blandede følelser læser den elendigt skrevne, men også mest ærlige bog, han nogensinde fik i hænderne - og smider den ind i brændeovnen. Ind i mellem ligger et helt liv, og det er det, den anonyme fortæller via fri, indirekte tale lader os bese, alt overvejende med fokus på Niels' udvikling fra en bondsk pubertetsknægt på 17, til en succesrig, voksen københavnerforlægger på 35, gift og far til to. Undervejs i skildringen iværksætter Thomsen flere spor på samme tid: det er dels en præcis sædeskildring af Danmark anno 1937 til 1955, en skildring der efter min opfattelse langt overgår 'Krøniken's retoucherede og stillestående stillbilleder; dels en nænsom og skarp beskrivelse af den hårde, pletvist lykkelige, men mestendels barske række prøvelser Ruel må gennemgå for at blive voksen og succesrig; dels endelig en kortlægning af det minefelt, hvor unge mennesker bliver forført af en totalitær ideologi, i dette tilfælde med fokus på vennen Flemmings ulyksalige vildfarelse udi nazismens rådne sumpvand. Ruels erfaringer spænder bredt Omkring Ruel drejer en række bipersoner sig som en galakse, der tillader den finkornede beskrivelse af miljøet og tiden, det snærende miljø i provinsen, det hårdkogte arbejdermiljø i København, det stive hierarki på datidens arbejdsplads (her en boghandel, hvor Niels Ruel kommer i lære). Samtidig får vi gengivet Ruels møde med pigerne, en noget blandet proces, der i sidste ende resulterer i Ruels kyniske erobring af overklassepigen Benedikte; her stilles der romanen igennem spørgsmålstegn ved hvad 'lykke' og 'kærlighed' i strengere forstand er for noget? Endelig er der tragedien med Flemming - Flemming viser sig at blive Niels' ikke bare bedste, men også eneste ven; imidlertid forføres Flemming, hjulpet på vej af sociale mindreværdsfølelser, ind i nationalsocialismen, melder sig til Østfronten, dør en kummerlig død dér, hvorefter Niels efterfølgende modtager en tyk bunke posthume breve fra vennen; de er elendigt skrevet, hjælpeløse, grove, ugrammatikalske - men samtidig er de det mest sviende ærlige, læseren Ruel nogensinde støder på, virkelig en hård skildring af krigens blæksorte mareridt - Ruel får bogen skrevet om af den talentfulde digter Dahl, og får den som nævnt udgivet i 2005, uden at løfte sløret for omskrivnings-operationen 30 år før. Bevægende roman Ruel er en stålsat kæmper, en viljestærk og handlekraftig mand - men Thomsen viser samtidig fint den momentane afstumpethed og det slør, Ruel må betale for sin succes; det er ikke egentlig en faustisk pagt, det er snarere en snigende og stålblank hårdhed, der tillader ham at handle og opnå resultater. Slutresultatet er blandet, der er det pletvist kølige ægteskab med Benedikte, men der er også to kærlige døtre, og et blomstrende forlagshus, alt i skyggen af den Ruel, der aldrig bliver helt synlig, helt nærværende for sine omgivelser. Thomsens resultat er derimod ublandet: en dejlig og bevægende, uhyggelig og medrivende roman.