Selma er ikke noget almindeligt navn ude på landet. Derfor skal hun kanøfles, og Selma er let at kanøfle, for hun er lige flyttet ud af storbyen, og mor har en lille ny i maven. Selma er 10 år og temmelig alene. Sorg til glæde Aase Schmidt kan skrive sig ind i almindelige foreteelser fra hverdagen og se dem igennem de mindste øjne. Det viste hun med den smukke historie om 'Simon og de ni sten', der kom for nogle år siden. Den handlede om en dreng på 5 år, der skal passes i 10 dage og 9 nætter hos bedsteforældrene. Sorg bliver til glæde vendt, og sådan går det også for Selma, der har et godt bagland i form af forældre, der er stille og rolige, samt naboen - hun hedder skam Stella - der pusler med urter, tekstiler og bl.a. billedet 'Pigen i træet', som bogen er opkaldt efter. Fornemt kapitel I begyndelsen er det sommerferie, og Selma er bare ked af det. Så kommer hun i skole, hvor hun bliver endnu mere nedtrykt. Piger kan være så onde! Men Stella tager hånd om hende og kvinder hende op til at rejse sig i klassen og fortælle, hvordan hun har det. Det er et fornemt kapitel, Aase Schmidt har skrevet der. Det fortæller om at turde, og det er ikke alle, der tør det. På kanten af tårekanalerne 'Pigen i træet' er fortalt med varme og stor forståelse for sjælens uønskede ensomhed. Den er på sin egen måde fuldendt. Og forfatteren er lige så glad som Selma til slut. Hele vejen igennem er der en tæt forbindelse imellem de to. Så historien balancerer på kanten af tårekanalerne - uden at falde ned til krokodillerne. Det er sådanne bøger om almindelig hverdag, almindelige følelser og en flok vrede gæs, der kan komme i klemme i den voldsomme omstrukturering, som markedet for børnebøger befinder sig i. Se blot til Paul McCartney! Over for ham er Aase Schmidt chanceløs! Medmindre man netop står og skal finde en boggave til en klog pige på 9-11 år...