Da lægefruen, Marlene, bliver udsendt som nødhjælpsarbejder for Dansk Flygtningehjælp, går der meget hurtigt en prås op for hende: »Efterhånden ... slappede hun af og forstod sammenhængen. Strategien kunne sammenlignes med en almindelig indkøbstur til Bilka«. Sådan skriver Kirsten Brun meget tidligt i romanen 'Udsendt'. Hvis De tror, at Deres anmelder citerer dette for at forklejne hovedpersonens erkendelse, tager De fejl. Meget. For det er sådan en nødhjælpsoperation eller opholdet i en krigszone kan anskues og ikke mindst - overleves. En kærlig fuser Kirsten Brun formår at beskrive krig på en helt igennem troværdig måde. Og det trækker bestemt ikke ned, at der endelig er en kvinde, der vælger (får lov til?) at kaste sig over krig som emne. Men ligesom en krigszone er Bilka gange fem milliarder, er de menneskelige relationer, der nogle gange opstår, når kuglerne flyver om ørerne på folk, tilsvarende meget mere intense. Og her er et af 'Udsendt's store uudnyttede potentialer: Den kærlighedshistorie, hovedpersonen Marlene oplever, mens granaterne får væggene til at sitre, fuser i en sådan grad ud, at hjertesukkene virker utroværdige. Rammer krigszonen fænomenalt Det er et problem, fordi kærlighedshistorien (historier ne - hovedpersonen har en ægtefælle, der går rundt og venter på hende hjemme i Danmark) på sin vis er den fortælletekniske hovedhistorie: Marlene rejser ud, fordi hun ikke kan finde ud af det derhjemme. Derude finder hun ud af det derhjemme - og rejser hjem igen. Der mangler et klimaks. Hverken historien om krigen eller historien om Marlenes kærlighedsliv bliver ordentlig forløst. Der er ligesom lagt i kærlighedsmortergranaten til et betydeligt meget større brag, end man får. Hvad man som læser får, er derimod en kompetent beskrivelse af, hvordan der kan være i et krigsramt område. Krig lugter ikke bare af krudt og blod, men af gammelt snavs og råddent køkkenaffald - af sammenbrud af renovations-, kloak- og politiske systemer. Det beskriver Kirsten Brun ganske enkelt helt fænomenalt. Meningsfuld litteratur Et andet sted, hvor Kirsten Brun er stærk, er i hendes evne til at stille sig på flygtningenes side uden at blive politiserende. Hun formår at beskrive de internt fordrevne, så de fremstår, som hovedpersonen Marlene selv undervejs kommer til at se flygtningene: »Det stakkels forsvandt. De blev mennesker«. Det er tilfælde, der gør, om vi bliver født til fred, ro og velstand. Det bliver - også af personlige grunde for Marlene - en del af hendes erkendelse under opholdet som nødhjælpsarbejder i Bosnien. Også romanens beskrivelse af det gør den i høj grad læseværdig. Det er pligtlæsning på den fede måde. 'Udsendt' er en bog, man bør købe og tvinge sig til at læse, hver gang man er ved at gå op i limningen over, at toget er ti minutter forsinket. 'Udsendt' sætter ting i perspektiv og må derfor betegnes som meningsfuld litteratur, når det næsten virker.