'Sortmund' er en usædvanligt omfangsrig debutbog.
Allan Haverholm har arbejdet med bogen gennem de otte år, hvor han har færdiggjort sit designstudie i Kolding, er blevet gift og har fået to børn.
Normalt betyder den slags biografika ingenting for en anmelder, men ikke desto mindre er det et tegn på stædig udholdenhed, at han trods en meget ujævn fortælling har kunnet fuldføre værket med den konsekvens, det er lykkedes med fra første streg.
Bemærkelsesværdig tegneseriedebut
Den 40-årige Manne Svarts lever en isoleret tilværelse i et kolonihavehus, indtil han ved en gammel vens mellemkomst bliver specialevejleder for to studerende. De vil skrive om undergangsmyter omkring årtusindskiftet, og det viser sig, at Svarts er leveringsdygtig i mere end gamle bøger og teori om emnet.
Han er selve djævlens skygge, udødelig og higer efter et almindeligt menneskeliv, hvor fællesskab og ikke religionen spiller den afgørende rolle.
Det er en noget katolsk skrækfortælling om tro, kærlighed, og udødelighed på den lyse side, ragnarok, satanisme og mord på den mørke.
Dramaturgisk er det kringlet og mediebevidst, som når en af bogens hovedpersoner midtvejs vikler sig ind i billedrammer, der hænger til tørre på en snor, og dermed forsvinder ud af fortællingen. Men det er ikke den ofte klichelæssede historie, der trods dens mange krumspring gør dette til en bemærkelsesværdig tegneseriedebut.
Voksentegneserier skal være velkomne
Allan Haverholm har godt styr på sit grafiske håndværk. Han har en skarp og kantet ekspressiv streg med masser af mørke og vrede, men kan også tegne den unge studine Metha (!) inciterende rund, blid og lys i få streger. Der er gods i Haverholm og en vilje til at fortælle med og gennem rammer. 'Sortmund' er et solidt visitkort fra et lysende talent.
Stilmæssigt er Haverholm ikke langt fra Batmantegneren (blandt andet) David Mazzucchelli og Paul Karasik i deres (meta)tegneserieudgave af Paul Austers gennembrudsroman 'By af glas'.
Omformningen af Austers semiotiske detektivfortælling er lykkedes overraskende godt. Det er en fortælling, der handler om tegn, fortælling og sprog, og til trods for visse spændingstræk lånt fra detektivgenren står den handlingsmæssigt stille i lange snakkende passager.
Ikke umiddelbart guf for en grafisk fremstilling, skulle man tro. Men rudernes klare gitre holder stramt og intelligent om fortællingen, indtil - ja, det undlader jeg så at sige, for dem, der vil bibeholde spændingen. Læs selv videre resten af sommeren på side 2 i denne sektion.
'By af glas' er fra 1994 og en forgænger i denne lidt snobbede forlagsgenre 'graphic novel', hvis eneste kendetegn er, at bøgerne har format som romaner og dermed angler efter at blive læst af et intellektuelt publikum. Men hvis et magisk ord og to stykker stift pap kan få flere til at læse gode tegneserier, skal forlagene ikke høre et ondt ord for det. Det er jo herligt, at der igen kommer dansksprogede udgivelser af det, man i 1980'erne kaldte voksentegneserier.
Selvbevidste tegneserier lader rammerne skride
To nye tegneserier med kærlighed til både smudslitteratur og selvbevidste medierefleksioner.
Læs artiklen senere
Gemt (klik for at fjerne)
Læst
