Hvad laver mor og far, når de går ud for at spise om aftenen? Smækker de med tungen og siger uhm? Nej de gør ej! Alle børn med sultne forældre kan nu få svaret i Bodil El Jørgensens billedbog om 'Det muntre køkken'. Her smider de voksne med tallerkenerne på den fine supperestaurant, hvor verdens fornemmeste gæst med verdens fornemmeste smagsløg har sin faste og fornemme plads. Godt de ikke gik på sushi-bar i stedet! Lethed og ironisk ynde Bodil El Jørgensen har hidtil henrykket børn med sine fire finurlige bøger om hekse, og hvordan de skal bekæmpes. 'Det muntre køkken' har samme lakoniske grundtone af skinbarlig virkelighed. Det er sandt, at den stakkels opvasker, som ikke har holdt frokostpause i fjorten år, falder i søvn over verdens fornemmeste og dybe - men uvaskede - tallerken. Der opstår et øjeblik af pinagtig ro i madtemplet, maskerne falder fra underkok til overgæst, og så går den vilde tallerkenjagt. Det indre barn smækker skeen i suppen med et plask. Bagefter går de alle sammen på frikadellerestaurant. Tegneren Peter Malherbes Jensen spidder den falske underdanighed og den tomme opblæsthed. Fornemt afmonterer han fornemheden. Der er lethed og ironisk ynde over hans streg, der vil være kendt fra serien om en mormor og en regnorm. Der står mini-klassiker på ryggen af denne billedbog. Den skal have fem forrevne kokkehuer.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























