Alan Furst puster liv i 1930'erne

Lyt til artiklen

Egentlig er man et skarn at brokke sig. Her bor man i den rigeste del af verden, på det hidtil bedste tidspunkt i menneskehedens historie. Aldrig har vi levet så længe, været så rige eller haft så mange muligheder. På et døgn kan vi være ethvert sted på kloden, alskens eksotiske frugter falbydes i supermarkedet til stadig lavere priser, og årtusinders opsamlede viden er blot et museklik væk. Alligevel kan man godt tage sig i at kede sig lidt og synes, at tilværelsen mangler lidt nerve, når tidens hotteste tema er udendørs spa, og selv klodens fjerneste egne er blevet betrampet og befølt af hr. og fru middelklasse. Indtil tidsmaskinen kommer Man kan længes tilbage efter en tid, hvor tilværelsen var mere usikker, idealer noget man levede og åndede og risiko et uomgængeligt faktum i tilværelsen. For eksempel til 1930'ernes Europa, hvor fascismens og kommunismens truende skygger hvilede over kontinentet, og enhver tænkende sjæl vidste, at det blot var et spørgsmål om tid, hvornår krigen brød løs. En fascinerende film noir-tid med skiftende alliancer og skumle personager i hver en sidegade, som i alt fald undertegnede grumme gerne ville have oplevet. Nu er tidsmaskinen jo desværre ikke opfundet, men indtil det afgørende og længe ventede teknologiske gennembrud kommer, kan man passende trøste sig med den amerikanske forfatter Alan Furst. Paris som andet hjem Alan Furst har gjort 1930'erne til sin specialitet, og når det gælder at genskabe atmosfæren fra dengang, er der ingen over og ingen ved siden af Furst. At træde ind i hans univers er at bevæge sig 70 år tilbage i tiden og pludselig vågne op i 1930'ernes Paris. Det er herfra, Fursts verden går, næsten alle hans bøger kommer en tur gennem Byernes By, selv om det i virkeligheden er hele gårsdagens Europa, som er hans legeplads. Det gælder også i den seneste Furst-aftapning, 'The Foreign Correspondent', der udkom på engelsk for et par måneder siden. Hovedpersonen er den italienske Carlo Weisz, der som så mange andre italienere dengang er flygtet fra Mussolini og har fundet sig et andet hjem i Paris. Her overlever han på behageligste vis som korrespondent for Reuters, der sender ham og læserne rundt til Europas mange brændpunkter i slutningen af 1930'erne. Fra Den Spanske Borgerkrig til det stakkels Tjekkoslovakiet og videre til selve mørkets hjerte i Berlin. Det meste af tiden er Weisz dog hjemme i Paris, hvor han får fritiden til at gå med en elskerinde og at skrive til den lille italienske undergrundsavis Liberazione. Gør 1930'erne levende Men ganske som for hele Europa strammes nettet langsomt, men sikkert omkring Weisz og hans behagelige tilværelse. Den engelske efterretningstjeneste presser ham til at gå mere aktivt ind i kampen mod Mussolini, netop som denne - eller rettere hans ondsindede efterretningstjeneste OVRA - begynder at bekæmpe Weisz' lille intellektuelle modstandsgruppe mere aktivt. For at komplicere situationen yderligere er Weisz' tidligere tyske kæreste og store kærlighed i problemer og skal reddes ud af nazisternes kløer, før det er for sent. Det lyder dramatisk, men er det faktisk ikke rigtigt, og det er på sin vis selve pointen. Som flertallet af personer i Fursts univers - og trofaste læsere vil genkende mange gamle kendinge i biroller i 'The Foreign Correspondent' - forsøger Weisz blot at holde sig i live, oven vande og nogenlunde velforsynet med de ting, der dengang som nu gør livet værd at leve: vin, kvinder og cigaretter. Det fandens ved det er, at Weisz har sin samvittighed at tage hensyn til og dermed tvinges ud i alskens farlige situationer. Ikke nogle som forandrer verdenshistorien, den slags lader Furst andre tage sig af, blot den slags livsensfarlige bagateller, der sikkert var en del af dagligdagen for mange dengang. Leder man efter hæsblæsende spænding er Furst med andre ord ikke manden, og selv inden for spiongenren formår han at få John le Carré til at virke som en actionfreak. Lidt mere tempo ville fra tid til anden have pyntet, men det mere end opvejes af sproget, stemningen og den sans for detaljer, der gør Furst i stand til at fremmane 1930'erne i al deres grumme herlighed.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her