Med sine 364 sider er 'Det tredje tegn' en ganske lang bog, men den måtte for min skyld gerne have strakt sig lidt længere endnu. Ikke fordi den gruelige historie om ritualmordet på en tysk studerende med en usund interesse for magi, tortur og hekseforfølgelser ikke får lov at folde sig ud på en meget tilfredsstillende måde, men fordi man er i så ualmindeligt godt selskab med Yrsa Sigurdardottirs hovedpersoner, Reykjavik-advokaten Thora og hendes tyske detektivmakker Matthew, at man er ked af at slippe dem. Den unge tyske historiker Harald bliver fundet død og øjenløs i et skab på Historisk Institut ved Islands Universitet. Politiet anholder kort efter en lokal småpusher, som var en ven af den stenrige tysker, og som ud fra en række indicier virker som en ret oplagt gerningsmand. Offerets familie er dog ikke overbevist og engagerer Thora til at gennemføre en alternativ efterforskning. Til det formål udstyrer de hende med en hjælper i form af familiebankens sikkerhedschef, den tidligere politimand Matthew.
Heksetro og hekseforfølgelser Deres alternative efterforskning viser, at Harald gik op i sin hekseinteresse med - bogstaveligt talt - hud og hår og liv og sjæl og havde samlet en kreds af unge islændinge i en forening, som under hans ledelse kombinerede heksekunster med et heftigt indtag af alskens rusmidler og ret yderligtgående seksuelle aktiviteter. Denne farverige, om end mest temmelig sorte, skare udgør det ene spor i efterforskningen. Et andet går gennem Historisk Institut, hvor et værdifuldt dokument om hekseprocesser m.v., som er udlånt af Rigsarkivet i København, er forsvundet, muligvis stjålet af Harald og hans venner. Et tredje spor fører tilbage til 1500- og 1600-tallets heksetro og hekseforfølgelser og til blodige begivenheder i forbindelse med den islandske reformation. Det er et spændende historisk stof, som Yrsa Sigurdardottir lægger frem for læseren, uden at det bliver til påklistrede forelæsninger, men på en måde så det indgår logisk og naturligt i hovedpersonernes opklaringsarbejde.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























