Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

HØJLYDT. Virginie Despentes (født 1969) debuterede med romanen ’Baise-moi’ (knep mig), som på dansk blev oversat til ’Blodsøstre’. Despentes er også kontroversiel filminstruktør. Foto: Jean-Luc Bertini/ Pasco

HØJLYDT. Virginie Despentes (født 1969) debuterede med romanen ’Baise-moi’ (knep mig), som på dansk blev oversat til ’Blodsøstre’. Despentes er også kontroversiel filminstruktør. Foto: Jean-Luc Bertini/ Pasco

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og Saxo Premium til 79 kr. om måneden. Læs mere på politiken.dk/plus


En mand og en tid går alvorligt på røven i panomarisk samfundssatire

Nedturen er både personlig og politisk i Virginie Despentes’ bog.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mens vi gnaver os gennem første bind af Kim Blæsbjergs stort anlagte slægts- og samfundsfortælling ’Desertørerne’ med den danske overklasse som åsted og finanskrisen som rambuk, er det skægt, faktisk virkelig skægt, at krydsklippe til første bind af den franske forfatter Virginie Despentes’ lignende projekt, en samtidstrilogi om »livet under kapitalismen«.

I ’Vernon Subutex 1’, som udkom i Frankrig sidste år, er vi ganske vist helt fremme ved 2014, og mens Blæsbjerg skriver fra familiens skød, skriver Despentes fra eneboerens, den familieløse midaldrende mands underliv. Hvad gør vækstfilosofien, webgenerationen og globalisering ved Europa, set fra den vinkel?

Virginie Despentes er benhård samfundssatiriker og erklæret feminist, så tro ikke, at hun går den lille mands blødsødne ærinde. Og dog. Vernon Subutex er hverken helt eller skurk, snarere en flaksende tidsånd med nikotingule tænder og en hørm af gammel rockmusik hængende i tøjet. På den ene side et stakkels levn fra dengang, man kunne nå langt med kvinderne og selvfølelsen, hvis man havde en pladeforretning, der solgte den sygeste rock – på vinyl. På den anden side en uhyggelig overlever:

»Vernon har aldrig kunnet samle tankerne længe nok til at blive virkelig deprimeret. Det har altid reddet ham. Situationens alvor formår ikke at interessere ham i længden«.

Da vi møder Vernon, er butikken Revolver for længst afhændet og det løse inventar af musikere, nørder og hangarounds enten døde eller forsvundet ud i Paris’ forstæder. Hvilket er næsten det samme for en gammel libertiner som Vernon. Desværre er årene på kontanthjælp også forbi, Vernon sættes på gaden, og en improviseret sviretur fra gæsteseng til gæsteseng begynder. Et velfungerende og underholdende kneb, forfatterens måde at få os rundt på alle samfundets hylder på. Højreorienterede hidsigpropper, kokainsniffende filmproducenter, rigmænd med psykopatisk storhedsvanvid, hjemløse, kønsopererede pornostjerner, muslimer med og uden tørklæde samt rækken af midaldrende kvinder, der mangler, eller tror de mangler, en mand i deres seng. Alle tilbyder de Vernon et sted at sove – modydelserne varierer.

Vernon har nemlig et par videooptagelser af den afdøde ven og popstjerne Alex, en vare, som mange kan se værdien i. Men har flanøren Vernon andet at handle med?

Det er romanens store spørgsmål, hvis svar man leder alvorligt interesseret efter, på både det personlige og filosofiske plan. Så godt lykkes det nemlig Virginie Despentes at få sit persongalleri til at leve og rase som troværdigt forvirrede repræsentanter for en tid, hvor gamle medie- og kulturhierarkier smuldrer, og værdier er i foruroligende skred: »I min tid var det sådan at når man ville provokere, så lavede man porno, i dag tager man tørklæde på«, som den ene afdankede pornostjerne siger til den anden.

LÆS OGSå

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Eller som den hjemløse Olga siger om et andet af nypuritanismens udtryk, arbejdsliderligheden: »Hurra for storkapitalen. Død over dem der ikke underkaster sig totalt. Intet dogme har nogensinde haft så stor succes. En af deres mest geniale opfindelser er gælden: Folk knokler hele livet som om de var illegale ludere for at betale penge tilbage som de har skyldt fra de blev født. Ja, der bliver sgu arbejdet igennem«.

Måske skal man tilhøre 50-årige Vernons generation for at mærke nostalgiens salige prikken lige under Despentes’ til tider ubehøvlede satire, men det er ikke desto mindre denne ømhed eller sandhed midt i al den politisk ukorrekte snak, der gør romanen gribende midt i råberiet. Og som betyder, at man bliver tilbøjelig til at give selv en gammel gris som Vernon ret: »I hans tid fik den allerførste solstråle pigerne til at klæde sig i de korteste de havde, for at fejre begivenheden. I dag er der færre skørter, flere løbesko, og sminken er blevet diskret«.

Det skal blive interessant at se, om verden har brug for Vernon, eller han for den. Og om Virginie Despentes’ bidske samfundsanalyse breder sig til resten af Europa. Her i første bind når vi lige nattoget til Barcelona: »Nogle hjemløse sidder omkring springvandet. De er omkring halvtreds og har hanekam«. Måske er der heller ikke meget rock’n’roll tilbage over nutidens Spanien?

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden