0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En mand og en tid går alvorligt på røven i panomarisk samfundssatire

Nedturen er både personlig og politisk i Virginie Despentes’ bog.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

HØJLYDT. Virginie Despentes (født 1969) debuterede med romanen ’Baise-moi’ (knep mig), som på dansk blev oversat til ’Blodsøstre’. Despentes er også kontroversiel filminstruktør. Foto: Jean-Luc Bertini/ Pasco

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Mens vi gnaver os gennem første bind af Kim Blæsbjergs stort anlagte slægts- og samfundsfortælling ’Desertørerne’ med den danske overklasse som åsted og finanskrisen som rambuk, er det skægt, faktisk virkelig skægt, at krydsklippe til første bind af den franske forfatter Virginie Despentes’ lignende projekt, en samtidstrilogi om »livet under kapitalismen«.

I ’Vernon Subutex 1’, som udkom i Frankrig sidste år, er vi ganske vist helt fremme ved 2014, og mens Blæsbjerg skriver fra familiens skød, skriver Despentes fra eneboerens, den familieløse midaldrende mands underliv. Hvad gør vækstfilosofien, webgenerationen og globalisering ved Europa, set fra den vinkel?

Virginie Despentes er benhård samfundssatiriker og erklæret feminist, så tro ikke, at hun går den lille mands blødsødne ærinde. Og dog. Vernon Subutex er hverken helt eller skurk, snarere en flaksende tidsånd med nikotingule tænder og en hørm af gammel rockmusik hængende i tøjet. På den ene side et stakkels levn fra dengang, man kunne nå langt med kvinderne og selvfølelsen, hvis man havde en pladeforretning, der solgte den sygeste rock – på vinyl. På den anden side en uhyggelig overlever:

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce