0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Anmeldelse: Alle vil have godt af at læse 'Hvalrytteren', hvis kloden skal bestå

Fortid og nutid mødes i Witi Ihimaeras 'Hvalrytteren' – og fortællingen om en otteårige pige, der skal tage sin skæbne på sig er både modig og bevægende.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For hundreder af år siden kom den mægtige hval glidende over havet og satte sin rytter Paikea af på stranden ved Whangara.

Sådan blev den del af New Zealand befolket, og Paikeas drengebørns drengebørn har båret faklen (og hvalfløjten) videre, men nu – ak! – hedder den førstefødte Kahu og er en pige.

Witi Ihimaeras ’Hvalrytteren’ (1987) er et ikonisk værk (og en prisbelønnet film) for maorier og alle eventyrlystne ører og øjne. Det er en renhjertet fortælling om at finde sin vej og sin hval på trods af modstand. Ligesom alle børn ved Kahu god besked om, hvordan tingene hænger sammen, men hun kan ikke ændre på nedgroede fordomme, før det uventede sker, at (næsten) alle Stillehavets hvaler vælger at strande på hendes strand.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce