Lyt til artiklen
Det frygtelige er, at selv det mest forfærdelige kan ende med at føles fortærsket. Tiden og gentagelsen sløver, og selv det værste bliver opslugt af historien bagfra.
Derfor var det så utroligt stærkt at opleve gennemslagskraften i László Nemes’ film ’Søn af Saul’. Kz-dramaet, som ved at gå desorienterende tæt på begivenhederne fik skabt en skrækindjagende kunstfærdig autenticitet. Nemes brugte formen til at tvinge realiteterne frem igen. Han arbejdede med den infernalske larm, dødsfabrikkens skidt og møg og med en så tæt beskæring af billederne, at man ikke et sekund undslap følelsen af at være til stede.
