For ti år siden måtte en aldrende Günter Grass indrømme, at han som ung havde flirtet lidt rigeligt med nazismen. Set i det lys er det oplagt at læse hans kolossale Danzig-trilogi som en ellers tavs forfatters forsøg på at give skylden og skammen en form og et sprog.
Noget, der selvfølgelig må blive ved forsøget – det forstår man gennem den ene hovedperson i romanen her, Walter Matern, en opportunistisk og naiv nazist, der efter krigen tager ud for at lette hjertet og gøre alting godt igen, men som altid vil være det sjæleløse bæst, der bankede tænderne ud på sin bedste ven, der var jøde. Skylden kan ikke sådan sættes på plads.
