De fleste vil nok synes, at 1861 er lang tid siden, og at kvinders forhold dengang kan have ringe interesse for os. Men for mig, som bor ved de københavnske søer i en stor ejendom, beregnet udelukkende til ældre ’værdigt trængende’ kvinder, har historien om Ane Andersdatter unægtelig en større relevans.
Hvis det ikke var gået Ane så forfærdelig ilde, at hun mistede sit hoved ved skarpretterens økse på en mark i Rødovre en forfærdelig decemberdag, kunne hun, hvis hun havde holdt ud i fortsat tjeneste som tjenestepige nogle årtier mere, være flyttet ind i vores stiftelse i den længe ud mod Ryesgade, der dengang var beregnet for piger med pletfri skudsmålsbøger. Resten af huset var for ældre skolefrøkner, husjomfruer og deslige. De finere frøkener havde ikke behov for skudsmålsbøger. Men disse karakterbøger fulgte enhver tjenende ånd i Danmark 1832-1921, og man kunne ikke få en plads uden.
