Når man læser Merethe Lindstrøms nye roman, er det klart, at den også er en poetik, en refleksion over, hvordan man kan skrive fra et særligt sted i livet.

Mærker man tungsindet, bemærker man også straks, at Lindstrøms alvor hænger sammen med det sanselige – at den er klarsynet. Og så glædes man over, at hun kan excellere i den helt simple sætning. »Jeg tror det er bedre nu«, kan der stå et sted, hvor udsagnet synes splittet mellem det fortalte jeg, der faktisk tror det, og det fortællende jeg, der udstiller håbet som naivt. Håbet om, at manden, der betyder alt i romanen, vil få det bedre, blive rask.