Hans Otto Jørgensen, en af Danmarks uden tvivl bedste forfattere, har udgivet en ny bog, ’Revolutionær – en Andy Warhol-komposition’, hvilket ikke i sig selv er bemærkelsesværdigt, når man tænker på, hvor mange bøger han har skrevet siden debuten, ’Tårnet’,i 1989. Især var årene 2005-12 præget af en noget nær manisk produktivitet, der resulterede i Ida og Axel-trilogien og det, jeg opfatter som forfatterskabets hovedværk(er), en selvbiografisk romanserie i foreløbig fire bind: ’Hestenes øjne’, ’The Factory’, ’Sæt Asta fri’, og ’Strange Days Indeed’.Når den nye bog alligevel er bemærkelsesværdig – og denne måde at kursivere på har Jørgensen nærmest patenteret efterhånden – skyldes det, at forfatteren med denne bog på en måde har skabt en retrospektiv udstilling over sit eget forfatterskab.
Persongalleriet er således velkendt for kendere af forfatterskabet: Vi møder Indianeren, JimJim, MissMolly, Onkel og Bell (også kendt fra romanerne ’Tårnet’ og ’Indianeren’). Vi er i det samme smadrede landskab og miljø som altid, i det, jeg vægrer mig ved at kalde Udkantsdanmark, men som i hvert fald er det yderste af Jylland, Herrens eller Lars Tyndskids mark (det lille frimærke af jord, man kommer af, som William Faulkner ville sige). Vi hører om stofmisbrug, forfald, vold.
Vi hører om forfatterens barndom, de samme traumatiske begivenheder, da han som barn blev sparket halvt ihjel af et par kvier, da farmoren dør, da søsteren dør (også kendt fra bl.a. ’Hestenes øjne’). Her er for eksempel Lonny, som dør af en overdosis: »Blinkene fra den holdende ambulance nedenfor, som ligesom i stød oplyser blomsterfrisen midtvejs oppe på den høje væg, fortæller på én gang Indianeren, at det er virkeligt, sandt. Hans skrig fortæller det, fylder det hele, og JimJim ved det nu og slår korsets tegn, mumler den tillærte besværgelse, fra en fjern barndom, de fylder det hele, hver for sig, med deres kroppe, deres lyde, men som en karikatur af sig selv og det, der hidtil har skullet forestille at binde dem sammen: retten til at leve det liv, de mente var deres. – Lonny er død«.
Vi vender tilbage og tilbage og tilbage til disse tragiske scener og skæbner, og når det ikke føles som den rene gentagelse, er det, fordi alle disse tvangsmæssige gentagelser ikke blot rummer en nødvendighed, men også en variation. Det er det samme hver gang og så alligevel ikke helt det samme. Det er selvbiografisk og alligevel, nej, selvfølgelig, også fiktion.
Ligesom klitterne på den jyske vestkyst skrider skriften virkelig ud i denne eksperimenterende, halvavantgardistiske bog
Som William Burroughs engang skrev: Hvert ord, jeg skriver, er selvbiografisk, hvert ord, jeg skriver, er fiktion. Som der også står et sted: »Erindringen, dette fordærvelige plidderpladder, hvor fortrængning og ønsketænkning mødes. Og hvordan erindringen som magtens sprog er at ligne ved den private ejendomsret, hellig og almindelig«.
