Her er en digter, der kan det hele. Lange digte og korte, gamle former og nye, alt fra næsten heksameter til næsten haiku, en dreven opvisning i de sproglige manøvrer, der får et digt til at leve. Jeg tror ikke, at han har noget særligt på hjerte. End ikke kærlighed, der driver så mange digtere – og som gør dårlige digte drivende sentimentale.
Sigurður Pálssons digte lever på overrumplende metaforer og stor variation. Et poetisk modstykke til, for at tage munden fuld, Bachs Goldbergvariationer eller Czernys etuder. Bogen åbner med en majestætisk linje næsten i Homers versemål: »Jeg famler mig som en sol ind i dagens bevidsthed«.
