Lyt til artiklen
Allermest minder Liv Sejrbo Lidegaards digtsamling mig om en uro. En uro består af mange dele, der fra usynlige tråde vender og drejer sig i luften, så uroen ustandseligt rører på sig, hele tiden fremtræder på en ny måde.
Netop sådan skriver Lidegaard. Hver eneste sætning er en ny bevægelse, der rammer tingene og får dem til at stige op, kollapse, krybe, vikle sig ud, stimle sammen og træde frem, tydelige og intense.
