Det er egentlig underligt, at der ikke skrives flere brevromaner. Jegfortællere er der nok af, men kun et fåtal af dem formulerer sig i breve. Det er ikke, fordi jeg længes mod træge kommunikationsformer eller ser mig nostalgisk tilbage efter epistoliske romaner, men jeg godt kan lide tekster, som henvender sig til nogen. Opmærksomheden skærpes, når der tales til en specifik person, for hvad kan teksten så få sig selv til at sige, og hvad må den hellere tie stille med? Desuden må brevromanen, telefonsamtaleromanen, ja, hvilken som helst fiktionskorrespondance være ideel, hvis man ikke bare vil skildre det enkelte menneske, men også alle de relationer, som omringer, præger og påvirker enhver.
Derfor glædede jeg mig, da jeg så, at Lærke Winther – der bl.a. også er kendt som skuespiller og for at være en af de to kvinder bag satireshowet ’Normalerweize’ – havde valgt at debutere med en brevroman.
