Det bliver aldrig rigtig godt i tyske Andreas Merkels auto- og metafiktive roman om en aspirerende tennisspiller: Maskuliniteten er allestedsnærværende, lommefilosofien tyk, og så hjælper det ikke, at oversætteren tydeligvis ikke ved noget som helst om tennis.

2 hjerter til irriterende bog: Hvor er det tydeligt, at oversætteren ikke ved et klap om tennis

Knausgårds autofiktive værker har givet mænd licens til at skrive om murstenstykke bøger om sig selv. Det er der kommet en række tvivlsomme værker ud af, og Anders Merkels er ét af dem. Privatfoto
Knausgårds autofiktive værker har givet mænd licens til at skrive om murstenstykke bøger om sig selv. Det er der kommet en række tvivlsomme værker ud af, og Anders Merkels er ét af dem. Privatfoto
Lyt til artiklen

Jeg elsker tennis, og jeg elsker romaner, men jeg elsker ikke ’Mit liv som tennisroman’, en bog af den tyske forfatter Andreas Merkel, der er blevet oversat til dansk. Det er en irriterende bog med en irriterende titel.

Det er også en blanding af autofiktion og metafiktion: Det autofiktive består i, at jeget i bogen tydeligvis er moduleret over forfatteren selv, mens det metafiktive består i, at jeget beslutter sig for at kalde sig Arthur Wilkow, en forfatter, der sætter sig for at skrive en tennisroman, der blandt andet skal handle om mødet med den unge aspirerende og vagabonderende tennisspiller Lenz.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her