Lyt til artiklen
Det er hele tiden jul med pindekød og nisser, og der er så mange bryllupper, barnedåb og familiefødselsdage, så megen rituel stimlen sammen om havegrill og højtid, at man nok skal være nordmand af den 17. maj-fundamentalistiske slags for at kunne holde det ud.
Det kan Monika, fortælleren i Trude Marsteins roman ’Så meget havde jeg’, nu heller ikke altid. Hun er familiens uregerlige barn, den yngste af tre døtre, som her en novembernat i 1990 forsøger at se sig selv med moderens blik: »Hvad tænker hun om sin yngste datter? Mors natbord med vækkeuret med selvlysende tal, en avis med krydsord, læsebriller. Jeg som er over tredive og barnløs og fuld og sidder på gulvet i Frydenlundgata i Oslo«.
