Det er ligefremt og ikke så lidt indforstået at kalde en roman for ’Olive, igen’, sådan som Elizabeth Strout gør. Men det er til gengæld hundrede procent i tråd med romanens titelfigur, den pensionerede skolelærer Olive Kitteridge i den lille by Crosby i Maine (Strouts egen hjemby) i det nordøstlige USA.
Men som titlen også indikerer, er der tale om et gensyn: Olive Kitteridge var hovedfiguren i Strouts Pulitzer Prize-vindende roman fra 2008, og ligesom i ’Olive Kitteridge’ er Olive ikke på traditionel vis hovedkarakteren i ’Olive, igen’. Rettere er hun til stede i alle romanens kapitler gennem andres fortællinger og gennem deres blikke og beskrivelser af hende.
Dermed kombinerer Strout – nøjagtig som hun også gjorde i romanerne ’Mit navn er Lucy Barton’ og ’Alt er muligt’ – de to ting, hun gør allerbedst: tegner billeder af et provinsmiljø med barske skæbner og tavst begravede hemmeligheder og tegner stærke personportrætter i enkle, effektive scener med stor præcision.
Hvem er Olive? Olive er en grov, gnaven, sladdervorn kvinde (selv siger hun »Jeg genfortæller bare«), som i slutningen af ’Olive Kitteridge’ fandt sammen med Jack Kennison. De har mødt hinanden i en sen alder, begge efter at have mistet deres respektive ægtefæller, og deres forhold er ikke ligefrem idealet om rosenrød forelskelse. Olive omtaler Jack som »det rædsomme, rige, gamle drog af en mand«, mens Jack tænker om Olive: »Høj, stor; kors, hun var en mærkelig kvinde«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
