Nogle romaner lever på det dramatiske plot. Andre fænger med den stille psykologiske dissektion. Tarjei Vesaas’ ’Vårnat’ gør begge dele, i usædvanlig grad.
14-årige Hallstein og hans storesøster Sissel er alene hjemme. Glæder sig til en stille aften. Men en bil går i stå neden for huset, de bor i. Et mærkeligt selskab kommer op til dem. En kvinde, der skal føde. En ung mand, der er mærket af krigen. En noget ældre, der vimser rundt og taler som et vandfald. En 13-årig pige og – noget senere – en kvinde, der ikke taler og ikke går.
Bilen er crashet. De fremmede har brug for hjælp til fødslen. Huhej, af sted på cykel, for der er langt til nærmeste hus med telefon. Hjælpen kommer, fødslen forløber, som den skal. Men det er, som om de fremmede overtager huset. Hallstein ser ind i en voksen verden, han egentlig er for ung til.
Hvad er det for en mærkelig familie? Den ældre mand, ’vimseren’, må være far til de to unge. Men den stumme kvinde, som han bærer ind i huset, er for ung til at være deres mor. Måske hans nye kone? Der må være foregået noget i bilen. Hallstein er vant til at forlade huset, når det trækker op til skænderi mellem hans forældre, der er bortrejst denne nat. Den går ikke her. De fremmede par drager ham ind i deres krise. For når den stumme kvinde er alene med drengen, taler hun til ham.
Naturen er både kulisse og medspiller i den bratte vækst, drengen bliver udsat for i løbet af en nat. Han har set en hugorm, eller han har digtet den. I hvert fald er der et sted derude, som er hugormens, farligt og dragende.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
