Jeg læste ’Bob’. Op. Og det viste sig at være en god idé, for så ramtes ørerne, den læsendes og den lyttendes, af tekstens klang.
Når der står »vågnede« i den ene sætning, står der »Vålse« og »voldsomt« i den næste. Ordet »åkandeæske« – som i sig selv er et dejligt og mærkeligt ord – får fluks et klangligt svar i fire ord: »åbne til det næste« (»Heldigvis var dørene åbne til det næste S-tog«). Der er bogstavrimende ungdomserindringer fra Lolland om kærestemøder »på bænken ved bunkeren« eller »i Lystskoven i en stærk løglugt, skovbunden lysende grøn«.
Af og til kan teksten ikke dy sig for de regelrette enderim, som titelpersonens navn lægger op til: »Bob fulgte trop«, »Kvisten i sneen var tujaens top. Bob«. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at det er Bobs enstavelsesnavn, der indimellem genererer replikker bestående af lutter enstavelsesord: »Nej, pjat, Bob« (siger Bobs ældre kvindelige kollega på Sømandshotellet i Nyhavn), »Niks til den der« (siger buschaufføren, da en bedugget Bob vil stige ind i 29’eren til Vanløse med en bøfsandwich).
Et sted kom boplæsningen dog til kort. Vores Bob – ung mand nyligt tilflyttet København fra Lolland med kæreste, vi er i 1980’erne – har dametække, og i Nyhavn tiltrækker han en kvinde med plystørklæde (»hun havde slynget det tilfældigt om halsen, hendes hår var viklet ind i det på en smart måde«). Hun præsenterer sig: »– Jeg hedder Kola. Vi ses./ – Cola? sagde han, og hun nikkede«. Det skal læses, og ikke op, men det er fanme sjovt, Bob. Og kunne inspirere til en mindre afhandling om forholdet mellem skrift og tale.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
