At åbne en roman kan minde om at åbne døren ind til et ukendt rum – om det er et lille kammer eller en balsal af dimensioner, der venter en, har meget lidt med romanens længde at gøre. Katrine Marie Guldagers autofiktive roman ’Det samme og noget helt andet’ er med sine 454 sider ganske lang, og fortællingen strækker sig over hele ti år, fra jegfortælleren er en ung kvinde, der som bare 21-årig mister både sin veninde og sin far, og frem til, at hun som 30-årig har markeret sig som forfatter. Trods dens omfang føles den mest af alt som en smal skakt.
Det skyldes, at historien fortælles fra et ensomt og overvældet jegs perspektiv. Det skyldes også, at der fortælles i nutid. Læseren overlades ingen flugtveje. Der er ingen synsvinkelskift og dermed ingen mulighed for at puste ud og få et andet perspektiv på begivenhederne. Ikke engang det overblik, som datidsfortællingen typisk fører med sig – den søde forsikring om, at det hele er veloverstået og på lang afstand – får man lov at varme sig ved. Det er ikke behageligt at befinde sig i ’Det samme og noget helt andet’.
Handlingen føles imidlertid så uopsætteligt og akut, at det næsten er umuligt at løsrive sig, når først man har taget hul på romanen. Den ulykkelige nyhed om, at veninden Anne har mistet livet under et ophold i Nicaragua, efterfølges lynhurtigt af en anden voldsom ulykke, da jeget knap en uge senere mister sin far i togulykken i Sorø. Det er jorden, der forsvinder under fødderne, og det er intenst at være i selskab med et jeg, der så pludseligt bliver berøvet både virkeligheden og sin vante identitet. Det er ikke desto mindre det rå udgangspunkt for en fortælling, som også delvist er Guldagers egen.
For efter farens død opdager jeget som ved et sæt, at hun er vokset op i en familie, hvor noget ikke er, som det bør være. Det er svært at blive klog på, hvor skoen trykker; der er hverken vold eller overgreb, blot en lang række forvirrende og foruroligende ’episoder’. »Det er mere synd for din søster«, kan moren få sig selv til at sige efter farens død. Og harmen vækkes i farens efterladte familie, da et spejl, jeget tror, hun har arvet fra sin far, viser sig at tilhøre farmoren. Det faux-pas munder ud i både arvestridigheder og sårede følelser, og alligevel indvender fasteren til sidst: »Det er ikke spejlet (…) Det var jo aldrig spejlet«.
I julegave får jeget en pakke After Eight, en uudtalt misbilligelse fra søsteren, der få dage efter bliver væk fra jegets fødselsdag. Og ingen forstår jegets sorg og vrede, da hun ikke bliver involveret i farmorens begravelse, eller hvorfor hun undrer sig, da fasteren proklamerer, at hun og onklen da ville ønske, det var dem, der skulle debutere på Gyldendal.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
