At åbne en roman kan minde om at åbne døren ind til et ukendt rum – om det er et lille kammer eller en balsal af dimensioner, der venter en, har meget lidt med romanens længde at gøre. Katrine Marie Guldagers autofiktive roman ’Det samme og noget helt andet’ er med sine 454 sider ganske lang, og fortællingen strækker sig over hele ti år, fra jegfortælleren er en ung kvinde, der som bare 21-årig mister både sin veninde og sin far, og frem til, at hun som 30-årig har markeret sig som forfatter. Trods dens omfang føles den mest af alt som en smal skakt.
Det skyldes, at historien fortælles fra et ensomt og overvældet jegs perspektiv. Det skyldes også, at der fortælles i nutid. Læseren overlades ingen flugtveje. Der er ingen synsvinkelskift og dermed ingen mulighed for at puste ud og få et andet perspektiv på begivenhederne. Ikke engang det overblik, som datidsfortællingen typisk fører med sig – den søde forsikring om, at det hele er veloverstået og på lang afstand – får man lov at varme sig ved. Det er ikke behageligt at befinde sig i ’Det samme og noget helt andet’.
