0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

4 hjerter: Handlingen i Guldagers nye bog føles så uopsættelig og akut, at det næsten er umuligt at løsrive sig

I ’Det samme og noget helt andet’ giver Katrine Marie Guldager endelig plads til sit eget unge og ensomme jeg, og dermed skaber hun rum for de mange andre jeger med lignende livsfortællinger.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

At åbne en roman kan minde om at åbne døren ind til et ukendt rum – om det er et lille kammer eller en balsal af dimensioner, der venter en, har meget lidt med romanens længde at gøre. Katrine Marie Guldagers autofiktive roman ’Det samme og noget helt andet’ er med sine 454 sider ganske lang, og fortællingen strækker sig over hele ti år, fra jegfortælleren er en ung kvinde, der som bare 21-årig mister både sin veninde og sin far, og frem til, at hun som 30-årig har markeret sig som forfatter. Trods dens omfang føles den mest af alt som en smal skakt.

Det skyldes, at historien fortælles fra et ensomt og overvældet jegs perspektiv. Det skyldes også, at der fortælles i nutid. Læseren overlades ingen flugtveje. Der er ingen synsvinkelskift og dermed ingen mulighed for at puste ud og få et andet perspektiv på begivenhederne. Ikke engang det overblik, som datidsfortællingen typisk fører med sig – den søde forsikring om, at det hele er veloverstået og på lang afstand – får man lov at varme sig ved. Det er ikke behageligt at befinde sig i ’Det samme og noget helt andet’.

Handlingen føles imidlertid så uopsætteligt og akut, at det næsten er umuligt at løsrive sig, når først man har taget hul på romanen. Den ulykkelige nyhed om, at veninden Anne har mistet livet under et ophold i Nicaragua, efterfølges lynhurtigt af en anden voldsom ulykke, da jeget knap en uge senere mister sin far i togulykken i Sorø. Det er jorden, der forsvinder under fødderne, og det er intenst at være i selskab med et jeg, der så pludseligt bliver berøvet både virkeligheden og sin vante identitet. Det er ikke desto mindre det rå udgangspunkt for en fortælling, som også delvist er Guldagers egen.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce