Det er tungt, når forbindelsen til ens fortid er truet af tomrum og tabte erindringer om steder, der måske ikke længere findes. Men netop den erfaring danner grobund for digtene i Sara Rahmehs debut, ’Langt væk og lige om hjørnet’.

I digtene, som er skrevet med afsæt i Rahmehs egen familiehistorie, beskriver hun, hvordan eksilerfaringen ikke forsvinder, men ofte nedarves til de nye generationer som en permanent rodløshed: »rodløsheden er klar til et generationsskifte/ den nager mig/ der mangler noget i mig jeg ikke kan finde/ et hulrum for et land jeg kun ser med lukkede øjne/ jeg lever i fortiden jo ældre jeg bliver/ mine bedsteforældres fortid/ mine forældres fortid/ er min fortid«.