Hvad sker der med tiden under en krig? Den strækker sig ud i det uendelige, og samtidig svinder den ind til et lille, fremtidsløst punkt. Det er det store paradoks i Hanadi Zarkas (f. 1974) digte om krigen i Syrien.

Zarka er bosat i en landsby lidt uden for havnebyen Latakia i Syrien, og det er derfra, hun skriver. Selv kender jeg kun krigen fra de billeder, jeg har set af eksplosionsskyer, af byer, som er lagt øde, af sårede og af mennesker, som er sendt på flugt.