Lena Andersson er måske Sveriges væsentligste forfatter. I hvert fald hvis man er optaget af det, som undertitlen på hendes nye roman peger på: ’En fortælling om folkehjemmets opløsning’.
I ’Sveas søn’ skrev hun kærlig-kritisk om Ragnar med efternavnet Johansson, socialdemokraten, hvis mor hed Svea, og som tror på, at der kræves en bestemt indre fasthed for at klare sig igennem livet. Ikke kæft, trit og retning, men en indædt håndværkervilje til ikke at lade sig blæse omkuld af alt det nye og være ’almindelig’ modsat ’de højere luftlags mennesker’, som han foragter. Ragnar er stadig en væsentlig skikkelse i ’Datteren’, men det er Elsa, hans afkom, som han har præget på så mange måder, der er hovedpersonen i denne anden roman om en epoke i Sverige og Vesten, hvor det, der engang var indlysende sandheder, bliver anfægtet og kuldkastet endnu mere radikalt, end Ragnar oplevede det, da han var ung.
