Livet står i parentes«, skriver den syriske digter Hanadi Zarka om krigens hverdag i ’Livet er roligt i vitrineskabet’. I årene 1942-44 skrev teenagepigen Anne Frank fra en sådan parentes i et hemmeligt baghus i Amsterdam. Den parentetiske udgrænsning fra normaliteten skyldtes, at hun og hendes jødiske familie var gjort statsløse efter først at være flygtet fra Tyskland i 1933 og i 1942 at være tvunget under jorden i Holland. ’Anne Franks dagbog’ er et vidnesbyrd om krigens menneskelige omkostninger, men i høj grad også en ret pjattet hverdagslog fra en følsom og hormonel ung pige med maksimal appetit på livet og minimal adgang til privatliv.
Anne Frank får dagbogen i gave, da hun fylder 13. Hun går på det jødiske gymnasium i et nazibesat Amsterdam, og de første optegnelser er hverdagsrefleksioner fra et sludrende børnesind, for eksempler om hendes nye bordtennisklub ’Lille Bjørn minus to’: »Et meget skørt navn, men det skyldes en fejl. Vi ville have et særligt navn, og fordi vi er fem, tænkte vi på stjernebilledet Lille Bjørn. Vi troede, at det bestod af fem stjerner, men det består af syv stjerner ligesom Store Bjørn«. Det er dog ikke mere sorgløst, end at en sjov og spydig gennemgang af samtlige Annes klassekammerater og beundrere står side om side med en oplistning af de såkaldte jødelove.
